SOS What happened to the wailer?

17. oktober 2013 § Skriv en kommentar

As a Danish citizen I am part of a nation ranked as the happiest in the world. Nearly ten % of the population is taking antidepressants. Working as a psychologist/therapist, I am supposed to fix those experiences of LACK by finding and believing in the object missing; energy, happiness, motivation, calmness, concentration, you name it!! Burn-out syndrome and depression are diseases of lack and of nothingness: the slogan “All is possible” is overwhelming, gradually turning into “Nothing is possible”. And the wailer is nowhere to be found. Australian based Narrative Therapy has dealt with sufferings of “the internalized Other(s)” through practices of witnessing and reversing of those damned subjugating, marginalising discourses. It is a therapy of Pride, Voice and Recognition. However, I think the subjectivity at stake for a contemporary therapeutic response is changing from the Marginalised towards a Flooding of gazes, pop-up faces, signatures… Speech is so close to just being noise. Not sound, but noise. The art of communication and reflection, right?! So, how do people respond to this issue (not yet posed as a ‘problem’) of hyper-responsitivity in their everyday lives? In Scandinavia, the most popular answers are Mindfulness Techniques and antidepressants. And now, the term Intensity (and thereby the name of Gilles Deleuze) has entered pop-vocabulary, conceived as some sort of energizer, as a volumizer of the sensuous, turning into yet a quantitative matter of the great (too) “Much”. An abyss of individualizing promises operationalized through “Affect Management” in workplaces, in meetings, in schools, in spare time. The promise is to become aware of the present and to revive your senses (although learning the art of Smell only applies for red crisp apples, not for the rotten ones). All this IN ORDER TO…feel happy again…so you can work again. This is the search for inner silence in order to face and survive outer noise. What world is this? Being a traveller in social networks, being fed with decadent sensuousness and haunted by IN ORDER TO’s? My profession, the discipline of Psychology, is having problems responding to this over flooding of noise and hyper-responsitivity in ways that do not fall into those individualizing abysses, either within or without of a conversational frame. So far, I’ve been addressing handcraft, knitting, gardening, war veterans gathering around MC’s… What problems to frame? What gatherings to imagine? What assemblages? What silences to create, connected with joy rather than total lack (of speech)? How to become-wailer, crying out this overwhelming Too Much? This cry, this sublime complaint that “does not express the pain (…) but is a kind of song” (Deleuze, on Joy in l’Abecedaire)…

Reklamer

Lisboa Conference on Deleuze

3. juli 2013 § 1 kommentar

About to leave for Lisboa, Portugal…what a gorgeous place for a conference centering philosopher Gilles Deleuze!

Check out the website at http://deleuze2013.fc.ul.pt

I’ll be presenting in one of the panels and here goes the abstract…

“Dwelling-tellings – the Art of Joy”

How to become a narrator? How to tell one’s story and become other? Those questions haunt the discipline of Psychology. Freud proposed a topological mirror to work on subjectivity. And for a decade, narrative, constructionist approaches have focused on acknowledgment, intentionality and a grateful Witness. The art of Conversing and Listening has been the fundamental pillar of various psychological practices. Meanwhile, the questions crucial to subjectivity of today are changing. People set out on quests for ‘inner peace’ rather than confessing the story of their lives in reflective dialoques.

How on earth might a conversational psychology respond to this trend? How to respond to the troublesome, existential questions that people are desperate to answer nowadays by individualizing, exotic ‘techniques of the mind’ such as Mindfulness? And how might the work of Gilles Deleuze outline new territories of practices dealing with such societal sufferings as depression, exhaustion and anxiety?

The language that outlines a Person, the telling of the story of my life, is not to be discarded here. The storying of one-self, the marking out of a territory of an ‘I’, is neither disgraceful nor incompatible with a Deleuzian approach. Rather than warding off the territorial workings of language, the ideas of Deleuze revives an attention towards the telling itself rather than what (or whom) is being told. How to create frames for dwelling-tellings? How might psy-professionals territorialize social settings that might deterritorialize the re-presenting of identity, producing “individuations without a ‘subject’”, as Deleuze beautifully put it? For instance, practicing handcraft makes people forget themselves and in a way forget others while still dwelling and connecting with others. To approach those questions and unfold these lines of thought in some Deleuzian spirit, this workshop is nurtured in particular by terms such as joy, involution and void.

Dwelling-tellings…Down Under

16. oktober 2012 § Skriv en kommentar

Soon heading for Australia…I’ll be looking out for deadly spiders. And hoping for some nerdy times while discussing responses to trauma etc. at Narrative Practices Adelaide. Those are some of the questions I’ll bear in mind…

What are the effects of handcraft – such as knitting, gardening, playing instruments – on our ability to do some dwelling-telling and to forget ourselves all the while?

What might cognitive neuroscience have to say on the connections between tellings, dwellings, tools and movement?

What does the Social look like in this experiment of bringing (repetitive) movements in the therapeutical limelight?

What might a distinction between different silences enable us to do, say and see – that of silence (lack of voice) and silence (void)?

What happens with concerns on context, power and positioning when bringing Philosophers of Joy, Gilles Deleuze and Friedrich Nietzsche, to the narrative fête?

If Freud used a topological Mirror to work on subjectivity, and if the Narrative field uses a grateful Witness, how might a conversational psychology “respond” to the present turning away from such practices of reflected subjectivity and the drive towards techniques of inner silence (eg. Mindfulness)?

Down Under, I’ll be thinking in terms of this idea of dwelling-telling (sorry, it’s terrible to pronounce!). It is associated with the lovely narrative idea of loitering and it suggests a rethinking of everyday social life that I believe the western societies are looking for. Longing for.

Træthed I (symptom)

3. oktober 2012 § Skriv en kommentar

I en terapihave i Nordsjælland står en bænk. Med fuldt overlæg er den lavet præcis så lang, at der er plads til, at to mennesker kan sidde ved siden af hinanden. Og dér holde hinanden med selskab. Man kan altså vælge at sætte sig i den ene ende af bænken og invitere andre til at slå sig ned. Eller man kan sætte sig midt på bænken. Og fylde det hele selv.

Jeg begyndte at tænke på designet af denne bænk under læsningen af bogen “Træthedssamfundet” (2012, forlaget MØLLER) af den tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han. Bænken er designet i tråd med, hvad Han kalder et “immunologisk perspektiv” på magt og subjektivitet. Man kan lade sig invadere af den andens tale og tanker og af det, der opstår i relationen. Bænken er designet, så vi kan tage det fremmede til os, i bestemte doser i tid og rum, eller vi kan udelukke den fremmedhed, der gebærder sig ‘destruktivt’. Det fremmede som en virus. Det fremmede som den Andens stemme.

Og selvfølgelig, så er det ikke kun i relationen til den anden, den forbipasserende, at vi optager eller udelukker det fremmede. Man kan sidde dér, alene, i relation til sig selv, og måske få øje på noget, sortere i noget, tage noget til sig eller skille sig af med noget. Dét at sidde for sig selv er ikke at være fri af stemmer, af det fremmede, som kan skræmme, opildne eller skabe splid. Mindfulness og meditationsteknikker er responser på denne erfaring af indre Splittelse, der opstår i mødet mellem gode, ægte stemmer og så forvrængende, fremmede stemmer.

Og dog. Måske handler udbredelsen af disse sinds-teknikker om noget andet end en indre splittelse. Måske handler subjektivitet idag om noget andet end en indre splittelse, der har fået os til at søge efter at blive et helt menneske. Et godt menneske. Måske er subjektivitet ikke så meget et spørgsmål om moral og fristelse, altså om at navigere i splittelser mellem det gode og det onde, det sande og det falske, det autentiske eget og det fremmede?

Vi ønsker tydeligvis stadig at massere sindet. Men hvorfor? Hvilket løfte giver sindsteknikkerne og hvilke lidelser søger vi svar på idag?

Byung-Chul Han beskriver den vestlige samtids borgere som ramt af en individualiserende, isolerende “jeg-træthed”. Det er en sprogløs træthed, der skaber tilstande af depression, og som vokser ud af hyperaktivitet og spredt opmærksomhed. Med andre ord, en træthed, der kommer af et overmål af positivitet (i betydningen tilstedevær af Noget). Der er altid mere at komme efter og der er altid noget efter os. Og dér rammes vi af en hysterisk form for kvantitet; der er altid mere (at uddanne sig til), altid flere (til at overtage ens job). Det gør os trætte. Hver for sig. Subjektivitet kredser ikke om dét at “burde lyde”, men om “lysten til at yde” – “at kunne KUNNE”, som filosoffen Han skriver. Vita activa – aktivværen – er blevet svaret på, hvad det vil sige at være borger og menneske og derfor kan vi idag tale om præstationssubjekter frem for lydighedssubjekter.

Og hvad er der så sket med træthed som sådan? Den er blevet et symptom. Et signal, et tegn. Noget vi skal komme os over og overkomme for at vende tilbage til gængs modus; Vita activa. Træthed opleves som en klods om benet, fordi trætheden ikke stimulerer den spredte opmærksomhed. Med trætheden mister vi pludselig evnen til at opleve den form for subjektivitet, vi normalt bliver genkendt i, og som foregår i det uafsluttelige, det evigt tilflydende; overmålet af positivitet. Vi svinger mellem at føle, at “intet er umuligt” til “intet er muligt”. Alt eller intet.

Bænken i terapihaven minder os om, at vi på et tidspunkt skal blive os selv igen – aktivere os selv i det sociale rum fremfor at sidde dér og gøre ingenting. Den inviterer os til, at vi skal bevæge os fra en afsondret depressiv inaktivitet (alene på bænken) til et aktivt fremført borgerskab (i den andens øjne og selskab). I sin diagnose af vestlig samtid, viser Han derfor, hvordan subjektivitet idag foregår i dette spænd mellem aktivitet og passivitet. Træthed er blevet et symptom på alt det, vi ikke længere lykkes med eller orker. Måske vi kunne glemme at aktivere os selv, når jeg sidder ved siden af dig på den dér bænk? Og behøver trætheden altid at være min, og min alene?

(læs fortsættelsen imorgen, når jeg poster anden del af føljetonen om Træthed og den tysk-koreanske professor Byung-Chul Han’s samtidsdiagnose)

Kaffe med filmanmelder Stephanie C.

26. juni 2012 § 1 kommentar

Filmredaktør ved Magasinet KBH, Stephanie Gaarde Caruana, har interviewet mig i forbindelse med filmen “A Dangerous Method”. Du finder vores spændende snak om Freud, frihed, hemmeligheder og postmoderne liv via hendes filmblog

www.caruana.dk

Pausen

6. marts 2012 § Skriv en kommentar

Jeg må glemme mig selv for at fortælle. Når jeg husker mig selv, mens jeg taler, så prøver jeg hele tiden enten at omskabe mig selv eller fremstille mig selv. Og det er noget andet end at fortælle. Terapi bliver magisk i små bidder, når det lykkes for et menneske at befinde sig sammen med et andet menneske og dér fortælle – glemme sig selv og glemme selve fortællingen. At fortælle er at slingre, fabulere, strække noget ud, gentage, springe mellemregninger over og tage omveje. Udsige alle mulige ord, kendte, glemte, jomfruelige ord, og droppe de af ordene, der ikke stemmer overens med vores organisme. At fortælle er at holde pauser, og for at kunne holde af den pause må vi glemme os selv.

I terapi sker det tit, at enhver pause på mere end 4-5 sekunder bliver pinlig og skal brydes. Terapeuten håndhæver jo sit faglige værd ved at tilbyde fremdrift, kontekst og perspektiver. Klienten skal opretholde sig selv som centrum for hele baduljen med tårer, snot, ansigtsmimik, udbrud, fornuft, følelser, minder, præmisser, mekanismer, tvivl. Og de 1000 andre menneskelige ting. Processen må ikke henfalde.

Vi har 50 minutter. Vi har sat en scene, som involverer penge, kompetencer, forandring, identitet, timing og effektivitet. Som sagt, processen må ikke henfalde.

Terapiens pause bliver derfor ofte til tavshedens pause. Den bliver til alt det, der også kunne siges, og til alt det, der ikke bliver sagt. Den bliver til fraværet af noget, fraværet af tale og pudsigt nok meget larmende i al sin intethed. Pausen som tavshed minder os hele tiden om os selv og om relationen; hvornår får noget (talen) bugt med dette afventende fantom (tavsheden)?

På film bliver pausen i terapi ofte fremstillet som en magtkamp. Klienten er passivt aggressiv. Klienten tør ikke komme ud med noget. Og så skal terapeuten gribe ind og nogen skal ud med sproget, før eller siden. Med andre ord: dét ikke at sige noget er udtryk for noget. Eller også er det udtryk for ingenting, dvs. at der slet ikke foregår noget. Og så skal terapeuten også gribe ind. Bygge stilladser for klienten, støtte klienten, afklare kontekster eller afstemme forventninger.

Pausen bliver pinlig, når en handling, en tilkendegivelse eller en bekræftelse burde falde, og ikke gør det. Den pinlige pause opstår i fraværet af noget. Tavsheden opstår i fraværet af tale.

Men pausen kan også være stilhed. Og pausen som stilhed er lige så interessant som talens gave, fordi den er det usynligt og uhørligt virkelige, der virker i os og mellem os. Pausen er afgørende for, at vi kan komme i tanke om det, som vi ellers kun registrerer, og som vi ikke husker. En anelse. En impuls. Noget der ikke stemmer overens. Den lille forskel. Overhovedet at komme i tanke om disse vage bevægelser i vores organisme gør, at noget kan spire og ikke bare behandles – vel at mærke, uden at vi fra starten har valgt, hvad den lille forskel skal sætte i brand.

Pauser og selvforglemmelse bon’er netop ikke ud på identiteten. Og det er okay. Vi er også hinandens virkelighed, når vi ikke taler.

Where Am I?

You are currently browsing entries tagged with terapi at APORIA.