Paper for “The Deleuze Studies in Asia Conference 2014”, June, Osaka, Japan

3. marts 2014 § Skriv en kommentar

Handcrafting-bodies as delirious ensembles

For thousands of years, in all kinds of worlds, the art and practice of handcraft has continuously been part of people’s everyday lives. By knitting, weaving, crocheting, embroidering etc., handcrafting is the art of becoming-imperceptible through monotonous and restrained steps – etymologically, monotony refers to the tension or stretching of a single string. Such monotonous indulgence might produce a state of joyous inertia and is often described as akin to spiritual practices or experiences of Void. Exact techniques, repetitive movements, microscopically clicking sounds, colors and sensuous materials, all actualized from within an archipelago of raising and fading murmuring voices. As such, an ensemble of handcrafting-bodies form a delirious meute, affirming the event of “stationary journeys” and producing “individuations without a ‘subject’” through flows of silence, fabulation and involutive stretchings.

In Scandinavia, the quest for a mindful being of inner peace has gone haywire. There is a desperate desire for solitude and absence of speech, and likewise an array of individualizing practices trying to ease neo-liberal sufferings of ‘burn-out’. Hence, new existential questions arise from this neuronal paradigm, disrupting traditional disciplines of dialogue and identification, e.g. that of Psychology. What if nothing outlines me and movements have moved me too much? What if I don’t want to express MySelf to you, but rather imperceptibly dwell within collective doings? “Experimentation is involutive, the opposite of the overdose”, Deleuze wrote. In line with this, this paper addresses how monotonous handcrafting-ensembles positively and collectively affirm the event of inertia as pure being, as Void, in the sense of a Blanchotian Midnight.

Reklamer

Kaffe med filmanmelder Stephanie C.

26. juni 2012 § 1 kommentar

Filmredaktør ved Magasinet KBH, Stephanie Gaarde Caruana, har interviewet mig i forbindelse med filmen “A Dangerous Method”. Du finder vores spændende snak om Freud, frihed, hemmeligheder og postmoderne liv via hendes filmblog

www.caruana.dk

Pausen

6. marts 2012 § Skriv en kommentar

Jeg må glemme mig selv for at fortælle. Når jeg husker mig selv, mens jeg taler, så prøver jeg hele tiden enten at omskabe mig selv eller fremstille mig selv. Og det er noget andet end at fortælle. Terapi bliver magisk i små bidder, når det lykkes for et menneske at befinde sig sammen med et andet menneske og dér fortælle – glemme sig selv og glemme selve fortællingen. At fortælle er at slingre, fabulere, strække noget ud, gentage, springe mellemregninger over og tage omveje. Udsige alle mulige ord, kendte, glemte, jomfruelige ord, og droppe de af ordene, der ikke stemmer overens med vores organisme. At fortælle er at holde pauser, og for at kunne holde af den pause må vi glemme os selv.

I terapi sker det tit, at enhver pause på mere end 4-5 sekunder bliver pinlig og skal brydes. Terapeuten håndhæver jo sit faglige værd ved at tilbyde fremdrift, kontekst og perspektiver. Klienten skal opretholde sig selv som centrum for hele baduljen med tårer, snot, ansigtsmimik, udbrud, fornuft, følelser, minder, præmisser, mekanismer, tvivl. Og de 1000 andre menneskelige ting. Processen må ikke henfalde.

Vi har 50 minutter. Vi har sat en scene, som involverer penge, kompetencer, forandring, identitet, timing og effektivitet. Som sagt, processen må ikke henfalde.

Terapiens pause bliver derfor ofte til tavshedens pause. Den bliver til alt det, der også kunne siges, og til alt det, der ikke bliver sagt. Den bliver til fraværet af noget, fraværet af tale og pudsigt nok meget larmende i al sin intethed. Pausen som tavshed minder os hele tiden om os selv og om relationen; hvornår får noget (talen) bugt med dette afventende fantom (tavsheden)?

På film bliver pausen i terapi ofte fremstillet som en magtkamp. Klienten er passivt aggressiv. Klienten tør ikke komme ud med noget. Og så skal terapeuten gribe ind og nogen skal ud med sproget, før eller siden. Med andre ord: dét ikke at sige noget er udtryk for noget. Eller også er det udtryk for ingenting, dvs. at der slet ikke foregår noget. Og så skal terapeuten også gribe ind. Bygge stilladser for klienten, støtte klienten, afklare kontekster eller afstemme forventninger.

Pausen bliver pinlig, når en handling, en tilkendegivelse eller en bekræftelse burde falde, og ikke gør det. Den pinlige pause opstår i fraværet af noget. Tavsheden opstår i fraværet af tale.

Men pausen kan også være stilhed. Og pausen som stilhed er lige så interessant som talens gave, fordi den er det usynligt og uhørligt virkelige, der virker i os og mellem os. Pausen er afgørende for, at vi kan komme i tanke om det, som vi ellers kun registrerer, og som vi ikke husker. En anelse. En impuls. Noget der ikke stemmer overens. Den lille forskel. Overhovedet at komme i tanke om disse vage bevægelser i vores organisme gør, at noget kan spire og ikke bare behandles – vel at mærke, uden at vi fra starten har valgt, hvad den lille forskel skal sætte i brand.

Pauser og selvforglemmelse bon’er netop ikke ud på identiteten. Og det er okay. Vi er også hinandens virkelighed, når vi ikke taler.

Tavshed, livsfryd, ansvarlighed…og meget andet

10. februar 2012 § Skriv en kommentar

Teksten er et uddrag af det oplæg, jeg holdt ved STOK’s årsmøde i november 2011, og er netop publiceret i foreningens medlemsblad Systemisk Forum, 25. årgang nr. 1.

Og hvad handler det så om? Kort sagt, så er teksten en respons på vor tids illusion; at alt kan og skal fortælles…

Louise Holt INDLÆG til Systemisk Forum

…eller også får man sig en hund.

13. september 2011 § Skriv en kommentar

Vi sad dér på trappen. Mig og hunden i mit barndomshjem. Man kunne sidde der, i entreen, skulder mod skulder, og ikke lave en fløjt. Lettest var det at sidde der, når nogen skulle ordne noget, bære varer ind eller bare sige farvel (” voksensnak…voksensnak…tak for kaffe”).

Det var en hvid og sort hund. Egentlig en temmelig asocial og sky hund, der altid formåede at stille sig en armslængde (plus det løse) væk fra mennesker, så den ikke kunne udsættes for klap, strøg osv…med andre ord fysiske kærtegn. Men dér på trappen, der gik det an. Et eller andet gik an.

Dyb salighed. Samhørighed? Næppe, men helt bestemt en erfaring af det uudgrundeligt dejlige ved at være i selskab med et andet levende væsen, hvor intet i situationen kalder på et defineret formål, hævdelse af identitet eller eksplicit deltagelse. Og hvor situationen vist heller ikke har noget særligt at gøre med omsorg, gensidighed eller empati – blikket for den anden som Anden

Filosoffen Gilles Deleuze fabulerede derudaf om tilblivelse, og ifølge ham handler dét med mig og hunden om becoming animal. Becoming dog. Becoming gaze. I terapeutisk regi bliver ordet Tilblivelse brugt i forbindelse med processer, der handler om menneskers dannelse. Skridtene hen mod og skridtene væk fra deres drømme, preferencer og forestillinger – hvem jeg gerne vil blive og hvordan jeg gerne vil leve. Becoming dog handler om noget andet.

Man kan længes efter et væsen. Den anden som væsen. Vennen. Barnet. Partneren. Bedstemoderen som væsen. Ikke længes efter denne andens karakteristika, ikke alt det ved den anden, jeg kan sætte en finger på, beskrive og definere. Men simpelthen – alt  i alt – den anden som væsen.

Derrida skelner mellem the Who (den enestående) og the What (kvaliteterne, egenskaberne, vanerne, udseendet). Og får sagt, at hjertet blafrer mellem disse to. Skuffelsen, lige om hjørnet. The falling out of Love, lige om hjørnet. (Tjek youtube-klippet med ham, jeg har postet). The Who er uerstatteligt, det er det ene-stående og i tråd med Deleuze måske også; det anonyme, det asubjekte…

Man finder sig en familie, en kæreste, en sjæleven…eller også får man sig en hund. Topper får sig et næsehorn og styrter her gennem gulvet ned til den uimodståelige Frøken Flora. Kodeordene her er Tavshed & Kaffe. Og sidenhen Brandmænd & Kaffe. Se hvordan det helt helt fortryllende begynder at opstå ca. 2 minutter inde i klippet:

Jacques Derrida on Love and Being

7. september 2011 § Skriv en kommentar

“Spørg mig ikke om det…”

5 min. klip fra dokumentaren “Derrida” af Kirby Dick, 2002

NN

7. september 2011 § Skriv en kommentar

How terrible to know nothing. How terrible this face, right before everything happens.

Where Am I?

You are currently browsing entries tagged with tavshed at APORIA.