Monstrøsitet

31. marts 2014 § Skriv en kommentar

Hermed link til min artikel “Monstrøsitet” – om præstationssubjektets sanselige længsel, adresseret gennem Jacques Derrida og Gilles Deleuzes terminologier og tænkning. Udkom i august-nummeret (2013) af Avis Venire, udgivet af konsulentvirksomheden Villa Venire.

http://villavenire.dk/media/4326/monstroesitet.pdf

(this article is in Danish!)

Reklamer

Paper for “The Deleuze Studies in Asia Conference 2014”, June, Osaka, Japan

3. marts 2014 § Skriv en kommentar

Handcrafting-bodies as delirious ensembles

For thousands of years, in all kinds of worlds, the art and practice of handcraft has continuously been part of people’s everyday lives. By knitting, weaving, crocheting, embroidering etc., handcrafting is the art of becoming-imperceptible through monotonous and restrained steps – etymologically, monotony refers to the tension or stretching of a single string. Such monotonous indulgence might produce a state of joyous inertia and is often described as akin to spiritual practices or experiences of Void. Exact techniques, repetitive movements, microscopically clicking sounds, colors and sensuous materials, all actualized from within an archipelago of raising and fading murmuring voices. As such, an ensemble of handcrafting-bodies form a delirious meute, affirming the event of “stationary journeys” and producing “individuations without a ‘subject’” through flows of silence, fabulation and involutive stretchings.

In Scandinavia, the quest for a mindful being of inner peace has gone haywire. There is a desperate desire for solitude and absence of speech, and likewise an array of individualizing practices trying to ease neo-liberal sufferings of ‘burn-out’. Hence, new existential questions arise from this neuronal paradigm, disrupting traditional disciplines of dialogue and identification, e.g. that of Psychology. What if nothing outlines me and movements have moved me too much? What if I don’t want to express MySelf to you, but rather imperceptibly dwell within collective doings? “Experimentation is involutive, the opposite of the overdose”, Deleuze wrote. In line with this, this paper addresses how monotonous handcrafting-ensembles positively and collectively affirm the event of inertia as pure being, as Void, in the sense of a Blanchotian Midnight.

SOS What happened to the wailer?

17. oktober 2013 § Skriv en kommentar

As a Danish citizen I am part of a nation ranked as the happiest in the world. Nearly ten % of the population is taking antidepressants. Working as a psychologist/therapist, I am supposed to fix those experiences of LACK by finding and believing in the object missing; energy, happiness, motivation, calmness, concentration, you name it!! Burn-out syndrome and depression are diseases of lack and of nothingness: the slogan “All is possible” is overwhelming, gradually turning into “Nothing is possible”. And the wailer is nowhere to be found. Australian based Narrative Therapy has dealt with sufferings of “the internalized Other(s)” through practices of witnessing and reversing of those damned subjugating, marginalising discourses. It is a therapy of Pride, Voice and Recognition. However, I think the subjectivity at stake for a contemporary therapeutic response is changing from the Marginalised towards a Flooding of gazes, pop-up faces, signatures… Speech is so close to just being noise. Not sound, but noise. The art of communication and reflection, right?! So, how do people respond to this issue (not yet posed as a ‘problem’) of hyper-responsitivity in their everyday lives? In Scandinavia, the most popular answers are Mindfulness Techniques and antidepressants. And now, the term Intensity (and thereby the name of Gilles Deleuze) has entered pop-vocabulary, conceived as some sort of energizer, as a volumizer of the sensuous, turning into yet a quantitative matter of the great (too) “Much”. An abyss of individualizing promises operationalized through “Affect Management” in workplaces, in meetings, in schools, in spare time. The promise is to become aware of the present and to revive your senses (although learning the art of Smell only applies for red crisp apples, not for the rotten ones). All this IN ORDER TO…feel happy again…so you can work again. This is the search for inner silence in order to face and survive outer noise. What world is this? Being a traveller in social networks, being fed with decadent sensuousness and haunted by IN ORDER TO’s? My profession, the discipline of Psychology, is having problems responding to this over flooding of noise and hyper-responsitivity in ways that do not fall into those individualizing abysses, either within or without of a conversational frame. So far, I’ve been addressing handcraft, knitting, gardening, war veterans gathering around MC’s… What problems to frame? What gatherings to imagine? What assemblages? What silences to create, connected with joy rather than total lack (of speech)? How to become-wailer, crying out this overwhelming Too Much? This cry, this sublime complaint that “does not express the pain (…) but is a kind of song” (Deleuze, on Joy in l’Abecedaire)…

Dwelling-tellings…Down Under

16. oktober 2012 § Skriv en kommentar

Soon heading for Australia…I’ll be looking out for deadly spiders. And hoping for some nerdy times while discussing responses to trauma etc. at Narrative Practices Adelaide. Those are some of the questions I’ll bear in mind…

What are the effects of handcraft – such as knitting, gardening, playing instruments – on our ability to do some dwelling-telling and to forget ourselves all the while?

What might cognitive neuroscience have to say on the connections between tellings, dwellings, tools and movement?

What does the Social look like in this experiment of bringing (repetitive) movements in the therapeutical limelight?

What might a distinction between different silences enable us to do, say and see – that of silence (lack of voice) and silence (void)?

What happens with concerns on context, power and positioning when bringing Philosophers of Joy, Gilles Deleuze and Friedrich Nietzsche, to the narrative fête?

If Freud used a topological Mirror to work on subjectivity, and if the Narrative field uses a grateful Witness, how might a conversational psychology “respond” to the present turning away from such practices of reflected subjectivity and the drive towards techniques of inner silence (eg. Mindfulness)?

Down Under, I’ll be thinking in terms of this idea of dwelling-telling (sorry, it’s terrible to pronounce!). It is associated with the lovely narrative idea of loitering and it suggests a rethinking of everyday social life that I believe the western societies are looking for. Longing for.

Træthed I (symptom)

3. oktober 2012 § Skriv en kommentar

I en terapihave i Nordsjælland står en bænk. Med fuldt overlæg er den lavet præcis så lang, at der er plads til, at to mennesker kan sidde ved siden af hinanden. Og dér holde hinanden med selskab. Man kan altså vælge at sætte sig i den ene ende af bænken og invitere andre til at slå sig ned. Eller man kan sætte sig midt på bænken. Og fylde det hele selv.

Jeg begyndte at tænke på designet af denne bænk under læsningen af bogen “Træthedssamfundet” (2012, forlaget MØLLER) af den tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han. Bænken er designet i tråd med, hvad Han kalder et “immunologisk perspektiv” på magt og subjektivitet. Man kan lade sig invadere af den andens tale og tanker og af det, der opstår i relationen. Bænken er designet, så vi kan tage det fremmede til os, i bestemte doser i tid og rum, eller vi kan udelukke den fremmedhed, der gebærder sig ‘destruktivt’. Det fremmede som en virus. Det fremmede som den Andens stemme.

Og selvfølgelig, så er det ikke kun i relationen til den anden, den forbipasserende, at vi optager eller udelukker det fremmede. Man kan sidde dér, alene, i relation til sig selv, og måske få øje på noget, sortere i noget, tage noget til sig eller skille sig af med noget. Dét at sidde for sig selv er ikke at være fri af stemmer, af det fremmede, som kan skræmme, opildne eller skabe splid. Mindfulness og meditationsteknikker er responser på denne erfaring af indre Splittelse, der opstår i mødet mellem gode, ægte stemmer og så forvrængende, fremmede stemmer.

Og dog. Måske handler udbredelsen af disse sinds-teknikker om noget andet end en indre splittelse. Måske handler subjektivitet idag om noget andet end en indre splittelse, der har fået os til at søge efter at blive et helt menneske. Et godt menneske. Måske er subjektivitet ikke så meget et spørgsmål om moral og fristelse, altså om at navigere i splittelser mellem det gode og det onde, det sande og det falske, det autentiske eget og det fremmede?

Vi ønsker tydeligvis stadig at massere sindet. Men hvorfor? Hvilket løfte giver sindsteknikkerne og hvilke lidelser søger vi svar på idag?

Byung-Chul Han beskriver den vestlige samtids borgere som ramt af en individualiserende, isolerende “jeg-træthed”. Det er en sprogløs træthed, der skaber tilstande af depression, og som vokser ud af hyperaktivitet og spredt opmærksomhed. Med andre ord, en træthed, der kommer af et overmål af positivitet (i betydningen tilstedevær af Noget). Der er altid mere at komme efter og der er altid noget efter os. Og dér rammes vi af en hysterisk form for kvantitet; der er altid mere (at uddanne sig til), altid flere (til at overtage ens job). Det gør os trætte. Hver for sig. Subjektivitet kredser ikke om dét at “burde lyde”, men om “lysten til at yde” – “at kunne KUNNE”, som filosoffen Han skriver. Vita activa – aktivværen – er blevet svaret på, hvad det vil sige at være borger og menneske og derfor kan vi idag tale om præstationssubjekter frem for lydighedssubjekter.

Og hvad er der så sket med træthed som sådan? Den er blevet et symptom. Et signal, et tegn. Noget vi skal komme os over og overkomme for at vende tilbage til gængs modus; Vita activa. Træthed opleves som en klods om benet, fordi trætheden ikke stimulerer den spredte opmærksomhed. Med trætheden mister vi pludselig evnen til at opleve den form for subjektivitet, vi normalt bliver genkendt i, og som foregår i det uafsluttelige, det evigt tilflydende; overmålet af positivitet. Vi svinger mellem at føle, at “intet er umuligt” til “intet er muligt”. Alt eller intet.

Bænken i terapihaven minder os om, at vi på et tidspunkt skal blive os selv igen – aktivere os selv i det sociale rum fremfor at sidde dér og gøre ingenting. Den inviterer os til, at vi skal bevæge os fra en afsondret depressiv inaktivitet (alene på bænken) til et aktivt fremført borgerskab (i den andens øjne og selskab). I sin diagnose af vestlig samtid, viser Han derfor, hvordan subjektivitet idag foregår i dette spænd mellem aktivitet og passivitet. Træthed er blevet et symptom på alt det, vi ikke længere lykkes med eller orker. Måske vi kunne glemme at aktivere os selv, når jeg sidder ved siden af dig på den dér bænk? Og behøver trætheden altid at være min, og min alene?

(læs fortsættelsen imorgen, når jeg poster anden del af føljetonen om Træthed og den tysk-koreanske professor Byung-Chul Han’s samtidsdiagnose)

Where Am I?

You are currently browsing entries tagged with sindsteknikker at APORIA.