Monstrøsitet

31. marts 2014 § Skriv en kommentar

Hermed link til min artikel “Monstrøsitet” – om præstationssubjektets sanselige længsel, adresseret gennem Jacques Derrida og Gilles Deleuzes terminologier og tænkning. Udkom i august-nummeret (2013) af Avis Venire, udgivet af konsulentvirksomheden Villa Venire.

http://villavenire.dk/media/4326/monstroesitet.pdf

(this article is in Danish!)

Reklamer

Lisboa Conference on Deleuze

3. juli 2013 § 1 kommentar

About to leave for Lisboa, Portugal…what a gorgeous place for a conference centering philosopher Gilles Deleuze!

Check out the website at http://deleuze2013.fc.ul.pt

I’ll be presenting in one of the panels and here goes the abstract…

“Dwelling-tellings – the Art of Joy”

How to become a narrator? How to tell one’s story and become other? Those questions haunt the discipline of Psychology. Freud proposed a topological mirror to work on subjectivity. And for a decade, narrative, constructionist approaches have focused on acknowledgment, intentionality and a grateful Witness. The art of Conversing and Listening has been the fundamental pillar of various psychological practices. Meanwhile, the questions crucial to subjectivity of today are changing. People set out on quests for ‘inner peace’ rather than confessing the story of their lives in reflective dialoques.

How on earth might a conversational psychology respond to this trend? How to respond to the troublesome, existential questions that people are desperate to answer nowadays by individualizing, exotic ‘techniques of the mind’ such as Mindfulness? And how might the work of Gilles Deleuze outline new territories of practices dealing with such societal sufferings as depression, exhaustion and anxiety?

The language that outlines a Person, the telling of the story of my life, is not to be discarded here. The storying of one-self, the marking out of a territory of an ‘I’, is neither disgraceful nor incompatible with a Deleuzian approach. Rather than warding off the territorial workings of language, the ideas of Deleuze revives an attention towards the telling itself rather than what (or whom) is being told. How to create frames for dwelling-tellings? How might psy-professionals territorialize social settings that might deterritorialize the re-presenting of identity, producing “individuations without a ‘subject’”, as Deleuze beautifully put it? For instance, practicing handcraft makes people forget themselves and in a way forget others while still dwelling and connecting with others. To approach those questions and unfold these lines of thought in some Deleuzian spirit, this workshop is nurtured in particular by terms such as joy, involution and void.

Dwelling-tellings…Down Under

16. oktober 2012 § Skriv en kommentar

Soon heading for Australia…I’ll be looking out for deadly spiders. And hoping for some nerdy times while discussing responses to trauma etc. at Narrative Practices Adelaide. Those are some of the questions I’ll bear in mind…

What are the effects of handcraft – such as knitting, gardening, playing instruments – on our ability to do some dwelling-telling and to forget ourselves all the while?

What might cognitive neuroscience have to say on the connections between tellings, dwellings, tools and movement?

What does the Social look like in this experiment of bringing (repetitive) movements in the therapeutical limelight?

What might a distinction between different silences enable us to do, say and see – that of silence (lack of voice) and silence (void)?

What happens with concerns on context, power and positioning when bringing Philosophers of Joy, Gilles Deleuze and Friedrich Nietzsche, to the narrative fête?

If Freud used a topological Mirror to work on subjectivity, and if the Narrative field uses a grateful Witness, how might a conversational psychology “respond” to the present turning away from such practices of reflected subjectivity and the drive towards techniques of inner silence (eg. Mindfulness)?

Down Under, I’ll be thinking in terms of this idea of dwelling-telling (sorry, it’s terrible to pronounce!). It is associated with the lovely narrative idea of loitering and it suggests a rethinking of everyday social life that I believe the western societies are looking for. Longing for.

Træthed II (summen)

4. oktober 2012 § Skriv en kommentar

Professor Byung-Chul Han ser noget for sig, han har en vision. I bogen “Træthedssamfundet” beskriver han en anden form for træthed end den isolerende jeg-træthed. En “Vi-træthed”. En inspirerende verdenstryg træthed og “et fællesskab, der ikke har brug for noget slægtskab. I det vækkes en bestemt takt til live, der leder til en samstemmighed, en nærhed, et naboskab.” En træthed i negativ potens, Vita contemplativa. En træthed, der ikke skal overkommes.

Det er altså ikke en diskursiv omdefinering af jeg-trætheden, Han har gang i. Projektet i Han’s bog er en opfordring til at undersøge, hvordan man skaber rammer for en ganske anden slags træthed, en verdenstryg træthed, hvor man gør sig tilgængelig for verden – hvor der opstår et jeg og et du, en dualitet. Een berører og bliver berørt af en anden.

Ræsonnementet i psykologiens verden har været; fuck dualitet! Giv den enkelte retten til at åbne livet, dér hvor der ellers kun var to steder at opholde sig; inde i varmen eller ude i kulden. Vi har skældt så skrækkeligt meget ud på dualismer. Fordi tvedelinger netop har været stærkt forbundet med essentialisering, med smalt liv og låst subjektivitet. Ergo lød det; lad os lukke det hele ind, livet i alle mulige former og farver og give det et par (borgerskabs-berettigende) navne! Paradoksalt nok er konsekvensen, at du’ets andethed, den andens andethed, er forsvundet, ædt op af inklusions-mekanismerne i afmarginaliseringens navn. Er det en længsel efter genkendelighed, der har været i spil, eller hvad foregår der? En længsel efter at kunne afmaskere, og det vil sige navngive dét ved os selv og det fremmede, der ellers ikke forbandt sig med det talende, favnende fællesskab? Vi forgabte os i fællesskabets ansigt og dæmoniserede fællesskabets summende ånd.

Den dualitet, Hr. Han lægger for dagen, handler om et Du og et Jeg. Og dermed muligheden af et Vi. Med tak for lån til konsulent Klaus Bakdal, kan man passende tale om et Hinanden her (et Hinanden, efterfulgt af Du og Jeg i parentes). Pointen med at introducere denne dualitet er at reetablere erfaringen af negativitet. Den subjektivitet, der rammes af et overmål af positivitet, er nemlig som et væsen, der æder i eet væk og aldrig kan blive mæt og aldrig sulten. Det giver ikke engang mening at kaste op. For paradoksalt nok bliver man ædt op i en sådan reaktiv respons, man dør af afholdenhed i en immunologisk udskillelse af det evigt tilflydende, af overmålet af positivitet. Filosoffen Gilles Deleuze ville mene, at vægringen ved føde er et forsøg på at erfare noget andet end netop overmålet af positivitet; tomhed, Void (frem for Lack), Legemet uden Organer. Det skaber eksistentielle problemer, fordi forsøget netop ikke kan foregå afsondret fra verden. Forsøget bliver bemærket og mærket af identitet og følelser – som en kompetence (udi perfektionisme), som længsel (efter autonomi), som rus (af kontrol).

Subjektivitet er her hårdt arbejde. Og hvem har ikke brug for en pause fra alle de forvrængende, modstridende stemmer, der afbryder sindets rolige flow? Blive befriet for frygt og bekymring? Hvem kan modstå ord som nærvær og tilstedevær? Hvem kan dy sig for at melde sig ind i det komplet modsatte af det synligt socialt aktive, nemlig, den isolerede afslapning?

Vi vender os hen mod den, afslapningen. Underholdningen. Bedøvelsen. Selvforsagelsen (vi har endda en alkoholfri uge i Danmark nu (men jeg siger ikke hvilken)).

Jeg vil påstå, at det vi søger er selvforglemmelse. Og derfor er mit vigtigste spørgsmål for tiden, hvordan vi skaber rammer for selvforglemmelse, der ikke ender som individualiserende reaktive teknikker for massage af sindet. Og nej, det er ikke engang lykken, altså følelsernes paradis, det her handler om. Det handler om fryd og spørgsmålet om, hvordan man gør denne summende tilstand til et socialt, verdenstrygt trætheds-fænomen.

“Det mindre i jeget ytrer sig som et mere i verden”, skriver professor Han. At glemme sig selv er ikke at forsage sig selv. Selvforglemmelse opstår ikke fjernt fra verdens gang, det opstår i forbindelsen med verden, i samstemmighed (ikke at forveksle med konsensus). Det opstår med bevægelser, gentagelser, takt, taktilitet, produkter og redskaber. Når vi spiller musik sammen. Danser sammen. Drikker whiskey i hinandens selskab. Laver håndarbejde. Kultiverer jorden eller smækker parketgulvet på plads. Laver stilhed. Laver et Hinanden og en vi-træthed, hvor vi lærer “ikke at reagere spontant på en pirring”, hvilket Nietzsche rammende citeres for i “Træthedssamfundet”. Det handler ikke om at tage en pause eller blive overmandet af det modsatte af aktivværen, det vil sige apati, depression eller udmattelse. Det handler om en sigtbarhed, et langvarigt blik, der summende giver adgang til lange og langsomme former.

It is not a Nothingness.

Workshop; “Pleasure, fetish and the suspended self”

9. august 2012 § 2 kommentarer

Jeg står for en workshop ved European Narrative Conference, 2012, København onsdag d. 15. august 2012.

Titel; “Pleasure, fetish and the suspended self” (!!)

Den er go’ nok og du kan læse om workshoppen (og sikkert stadig nå at tilmelde dig konferencen) via dette link:

Narrative Conference 2012 > Workshops > Workshops – 15th August.

Fryd

28. juni 2012 § Skriv en kommentar

Er lykken dér, hvor det hele smelter sammen og går op? Børnene, partneren, fagligheden, sundheden, potensen, omgangskredsen… Er livet lykkeligt, når vi finder et særligt øjeblik i det trygge, i undtagelsen eller i det eksotiske? Når vi føler os heldige, priviligerede, taknemmelige eller simpelthen har fundet et sted at stå med vores gode tøj og navn?

Står jeg på bjerget, eller ser jeg derhen, er det fryd, og ikke lykke. Fryd er at konstatere, og jeg konstaterer bjerget. Fryd er, at bjerget ikke svarer igen. Bjerget foregår, bjerget går for sig, det svarer ikke på min hvisken, eller på tyngden af min krop. Eller på mit blik. Det svarer ikke med følelser, invitationer eller vurderinger, men det foregår med lyd, stilhed, sne, storm. Det går for sig, det giver sig selv. Og det kan vi tage for givet.

Lykkens morale er, at vi ikke skal tage noget for givet. Hverdagen, gnisten eller kærligheden. Eller den sunde krop. For lykken er skygget af det ulykkelige, det der kunne ske imorgen. Lykken er det øjeblik, vi taknemmeligt føler vi har til låns.

Fryd sker, når vi holder op med at holde øje og tager øjeblikket for givet.

Kaffe med filmanmelder Stephanie C.

26. juni 2012 § 1 kommentar

Filmredaktør ved Magasinet KBH, Stephanie Gaarde Caruana, har interviewet mig i forbindelse med filmen “A Dangerous Method”. Du finder vores spændende snak om Freud, frihed, hemmeligheder og postmoderne liv via hendes filmblog

www.caruana.dk

Where Am I?

You are currently browsing entries tagged with selvforglemmelse at APORIA.