Monstrøsitet

31. marts 2014 § Skriv en kommentar

Hermed link til min artikel “Monstrøsitet” – om præstationssubjektets sanselige længsel, adresseret gennem Jacques Derrida og Gilles Deleuzes terminologier og tænkning. Udkom i august-nummeret (2013) af Avis Venire, udgivet af konsulentvirksomheden Villa Venire.

http://villavenire.dk/media/4326/monstroesitet.pdf

(this article is in Danish!)

Reklamer

Træthed II (summen)

4. oktober 2012 § Skriv en kommentar

Professor Byung-Chul Han ser noget for sig, han har en vision. I bogen “Træthedssamfundet” beskriver han en anden form for træthed end den isolerende jeg-træthed. En “Vi-træthed”. En inspirerende verdenstryg træthed og “et fællesskab, der ikke har brug for noget slægtskab. I det vækkes en bestemt takt til live, der leder til en samstemmighed, en nærhed, et naboskab.” En træthed i negativ potens, Vita contemplativa. En træthed, der ikke skal overkommes.

Det er altså ikke en diskursiv omdefinering af jeg-trætheden, Han har gang i. Projektet i Han’s bog er en opfordring til at undersøge, hvordan man skaber rammer for en ganske anden slags træthed, en verdenstryg træthed, hvor man gør sig tilgængelig for verden – hvor der opstår et jeg og et du, en dualitet. Een berører og bliver berørt af en anden.

Ræsonnementet i psykologiens verden har været; fuck dualitet! Giv den enkelte retten til at åbne livet, dér hvor der ellers kun var to steder at opholde sig; inde i varmen eller ude i kulden. Vi har skældt så skrækkeligt meget ud på dualismer. Fordi tvedelinger netop har været stærkt forbundet med essentialisering, med smalt liv og låst subjektivitet. Ergo lød det; lad os lukke det hele ind, livet i alle mulige former og farver og give det et par (borgerskabs-berettigende) navne! Paradoksalt nok er konsekvensen, at du’ets andethed, den andens andethed, er forsvundet, ædt op af inklusions-mekanismerne i afmarginaliseringens navn. Er det en længsel efter genkendelighed, der har været i spil, eller hvad foregår der? En længsel efter at kunne afmaskere, og det vil sige navngive dét ved os selv og det fremmede, der ellers ikke forbandt sig med det talende, favnende fællesskab? Vi forgabte os i fællesskabets ansigt og dæmoniserede fællesskabets summende ånd.

Den dualitet, Hr. Han lægger for dagen, handler om et Du og et Jeg. Og dermed muligheden af et Vi. Med tak for lån til konsulent Klaus Bakdal, kan man passende tale om et Hinanden her (et Hinanden, efterfulgt af Du og Jeg i parentes). Pointen med at introducere denne dualitet er at reetablere erfaringen af negativitet. Den subjektivitet, der rammes af et overmål af positivitet, er nemlig som et væsen, der æder i eet væk og aldrig kan blive mæt og aldrig sulten. Det giver ikke engang mening at kaste op. For paradoksalt nok bliver man ædt op i en sådan reaktiv respons, man dør af afholdenhed i en immunologisk udskillelse af det evigt tilflydende, af overmålet af positivitet. Filosoffen Gilles Deleuze ville mene, at vægringen ved føde er et forsøg på at erfare noget andet end netop overmålet af positivitet; tomhed, Void (frem for Lack), Legemet uden Organer. Det skaber eksistentielle problemer, fordi forsøget netop ikke kan foregå afsondret fra verden. Forsøget bliver bemærket og mærket af identitet og følelser – som en kompetence (udi perfektionisme), som længsel (efter autonomi), som rus (af kontrol).

Subjektivitet er her hårdt arbejde. Og hvem har ikke brug for en pause fra alle de forvrængende, modstridende stemmer, der afbryder sindets rolige flow? Blive befriet for frygt og bekymring? Hvem kan modstå ord som nærvær og tilstedevær? Hvem kan dy sig for at melde sig ind i det komplet modsatte af det synligt socialt aktive, nemlig, den isolerede afslapning?

Vi vender os hen mod den, afslapningen. Underholdningen. Bedøvelsen. Selvforsagelsen (vi har endda en alkoholfri uge i Danmark nu (men jeg siger ikke hvilken)).

Jeg vil påstå, at det vi søger er selvforglemmelse. Og derfor er mit vigtigste spørgsmål for tiden, hvordan vi skaber rammer for selvforglemmelse, der ikke ender som individualiserende reaktive teknikker for massage af sindet. Og nej, det er ikke engang lykken, altså følelsernes paradis, det her handler om. Det handler om fryd og spørgsmålet om, hvordan man gør denne summende tilstand til et socialt, verdenstrygt trætheds-fænomen.

“Det mindre i jeget ytrer sig som et mere i verden”, skriver professor Han. At glemme sig selv er ikke at forsage sig selv. Selvforglemmelse opstår ikke fjernt fra verdens gang, det opstår i forbindelsen med verden, i samstemmighed (ikke at forveksle med konsensus). Det opstår med bevægelser, gentagelser, takt, taktilitet, produkter og redskaber. Når vi spiller musik sammen. Danser sammen. Drikker whiskey i hinandens selskab. Laver håndarbejde. Kultiverer jorden eller smækker parketgulvet på plads. Laver stilhed. Laver et Hinanden og en vi-træthed, hvor vi lærer “ikke at reagere spontant på en pirring”, hvilket Nietzsche rammende citeres for i “Træthedssamfundet”. Det handler ikke om at tage en pause eller blive overmandet af det modsatte af aktivværen, det vil sige apati, depression eller udmattelse. Det handler om en sigtbarhed, et langvarigt blik, der summende giver adgang til lange og langsomme former.

It is not a Nothingness.

NN

6. juni 2012 § Skriv en kommentar

A “Jeg gider sgu da ikk gå i biografen, jeg ka jo ikk se noget ud af det ene øje”

B “Nej, det er jo ikk så sjovt”

A “Nej, det er det ikk”

B “Nej, det er det ikk, Grethe…nej, det er jo det jeg sir, så længe man har sine øjne at se med og sine ben at gå på, så…”

A “…ja…”

B “Ja, det er jo det jeg sir, det er dejligt at sidde på en bænk, Grethe…”

Pausen

6. marts 2012 § Skriv en kommentar

Jeg må glemme mig selv for at fortælle. Når jeg husker mig selv, mens jeg taler, så prøver jeg hele tiden enten at omskabe mig selv eller fremstille mig selv. Og det er noget andet end at fortælle. Terapi bliver magisk i små bidder, når det lykkes for et menneske at befinde sig sammen med et andet menneske og dér fortælle – glemme sig selv og glemme selve fortællingen. At fortælle er at slingre, fabulere, strække noget ud, gentage, springe mellemregninger over og tage omveje. Udsige alle mulige ord, kendte, glemte, jomfruelige ord, og droppe de af ordene, der ikke stemmer overens med vores organisme. At fortælle er at holde pauser, og for at kunne holde af den pause må vi glemme os selv.

I terapi sker det tit, at enhver pause på mere end 4-5 sekunder bliver pinlig og skal brydes. Terapeuten håndhæver jo sit faglige værd ved at tilbyde fremdrift, kontekst og perspektiver. Klienten skal opretholde sig selv som centrum for hele baduljen med tårer, snot, ansigtsmimik, udbrud, fornuft, følelser, minder, præmisser, mekanismer, tvivl. Og de 1000 andre menneskelige ting. Processen må ikke henfalde.

Vi har 50 minutter. Vi har sat en scene, som involverer penge, kompetencer, forandring, identitet, timing og effektivitet. Som sagt, processen må ikke henfalde.

Terapiens pause bliver derfor ofte til tavshedens pause. Den bliver til alt det, der også kunne siges, og til alt det, der ikke bliver sagt. Den bliver til fraværet af noget, fraværet af tale og pudsigt nok meget larmende i al sin intethed. Pausen som tavshed minder os hele tiden om os selv og om relationen; hvornår får noget (talen) bugt med dette afventende fantom (tavsheden)?

På film bliver pausen i terapi ofte fremstillet som en magtkamp. Klienten er passivt aggressiv. Klienten tør ikke komme ud med noget. Og så skal terapeuten gribe ind og nogen skal ud med sproget, før eller siden. Med andre ord: dét ikke at sige noget er udtryk for noget. Eller også er det udtryk for ingenting, dvs. at der slet ikke foregår noget. Og så skal terapeuten også gribe ind. Bygge stilladser for klienten, støtte klienten, afklare kontekster eller afstemme forventninger.

Pausen bliver pinlig, når en handling, en tilkendegivelse eller en bekræftelse burde falde, og ikke gør det. Den pinlige pause opstår i fraværet af noget. Tavsheden opstår i fraværet af tale.

Men pausen kan også være stilhed. Og pausen som stilhed er lige så interessant som talens gave, fordi den er det usynligt og uhørligt virkelige, der virker i os og mellem os. Pausen er afgørende for, at vi kan komme i tanke om det, som vi ellers kun registrerer, og som vi ikke husker. En anelse. En impuls. Noget der ikke stemmer overens. Den lille forskel. Overhovedet at komme i tanke om disse vage bevægelser i vores organisme gør, at noget kan spire og ikke bare behandles – vel at mærke, uden at vi fra starten har valgt, hvad den lille forskel skal sætte i brand.

Pauser og selvforglemmelse bon’er netop ikke ud på identiteten. Og det er okay. Vi er også hinandens virkelighed, når vi ikke taler.

Where Am I?

You are currently browsing entries tagged with pausen at APORIA.