NN

27. maj 2012 § Skriv en kommentar

echoes in so much space / void-filling early hours / it is a nothing / haunting me / after i met you / after i didn’t meet you again / perfect (stark staring mad loony) days / thinking / if only something very Frightening would / bomb bite capture mock pierce ravage wreck / those pictures and those /  ( )   ( )    ( ) ( )     / of what you / said stroke drank touched stole saw silenced

Reklamer

NN

30. april 2012 § Skriv en kommentar

Er det imorgen, virkeligheden kommer?

(Tilegnet den i køen, der råber af sit barn og har ondt)

(Tilegnet den i sofaen, der ønsker sig et barn og glemmer sit køn)

(Tilegnet den på gaden, der kender vejen og får gåsehud)

(Tilegnet den på langs, der rører ved en anden og falder i søvn)

(Tilegnet den på stolen, der sender en mail og kaster op)

(Tilegnet den foran spejlet, der ser sig selv og griner)

Pausen

6. marts 2012 § Skriv en kommentar

Jeg må glemme mig selv for at fortælle. Når jeg husker mig selv, mens jeg taler, så prøver jeg hele tiden enten at omskabe mig selv eller fremstille mig selv. Og det er noget andet end at fortælle. Terapi bliver magisk i små bidder, når det lykkes for et menneske at befinde sig sammen med et andet menneske og dér fortælle – glemme sig selv og glemme selve fortællingen. At fortælle er at slingre, fabulere, strække noget ud, gentage, springe mellemregninger over og tage omveje. Udsige alle mulige ord, kendte, glemte, jomfruelige ord, og droppe de af ordene, der ikke stemmer overens med vores organisme. At fortælle er at holde pauser, og for at kunne holde af den pause må vi glemme os selv.

I terapi sker det tit, at enhver pause på mere end 4-5 sekunder bliver pinlig og skal brydes. Terapeuten håndhæver jo sit faglige værd ved at tilbyde fremdrift, kontekst og perspektiver. Klienten skal opretholde sig selv som centrum for hele baduljen med tårer, snot, ansigtsmimik, udbrud, fornuft, følelser, minder, præmisser, mekanismer, tvivl. Og de 1000 andre menneskelige ting. Processen må ikke henfalde.

Vi har 50 minutter. Vi har sat en scene, som involverer penge, kompetencer, forandring, identitet, timing og effektivitet. Som sagt, processen må ikke henfalde.

Terapiens pause bliver derfor ofte til tavshedens pause. Den bliver til alt det, der også kunne siges, og til alt det, der ikke bliver sagt. Den bliver til fraværet af noget, fraværet af tale og pudsigt nok meget larmende i al sin intethed. Pausen som tavshed minder os hele tiden om os selv og om relationen; hvornår får noget (talen) bugt med dette afventende fantom (tavsheden)?

På film bliver pausen i terapi ofte fremstillet som en magtkamp. Klienten er passivt aggressiv. Klienten tør ikke komme ud med noget. Og så skal terapeuten gribe ind og nogen skal ud med sproget, før eller siden. Med andre ord: dét ikke at sige noget er udtryk for noget. Eller også er det udtryk for ingenting, dvs. at der slet ikke foregår noget. Og så skal terapeuten også gribe ind. Bygge stilladser for klienten, støtte klienten, afklare kontekster eller afstemme forventninger.

Pausen bliver pinlig, når en handling, en tilkendegivelse eller en bekræftelse burde falde, og ikke gør det. Den pinlige pause opstår i fraværet af noget. Tavsheden opstår i fraværet af tale.

Men pausen kan også være stilhed. Og pausen som stilhed er lige så interessant som talens gave, fordi den er det usynligt og uhørligt virkelige, der virker i os og mellem os. Pausen er afgørende for, at vi kan komme i tanke om det, som vi ellers kun registrerer, og som vi ikke husker. En anelse. En impuls. Noget der ikke stemmer overens. Den lille forskel. Overhovedet at komme i tanke om disse vage bevægelser i vores organisme gør, at noget kan spire og ikke bare behandles – vel at mærke, uden at vi fra starten har valgt, hvad den lille forskel skal sætte i brand.

Pauser og selvforglemmelse bon’er netop ikke ud på identiteten. Og det er okay. Vi er også hinandens virkelighed, når vi ikke taler.

Jeg afholder workshop om Deleuze

18. november 2011 § Skriv en kommentar

– skabelse, sansning, vagabonder og livsfryd i samtalepraksis

1 dags workshop 7. juni 2012

På workshoppen introduceres enkelte af Deleuzes begreber og vi ser overordnet på, hvordan disse begreber forbinder sig med poststrukturalisme eller begivenhedsfilosofi. Der inddrages skønlitteratur, sansernes tilstedevær, det fysiske rum mm. – alt sammen for at det, som vi går i gang med at tænke, kan indfinde sig og udfolde sig på mere end een måde. I løbet af dagen arbejder vi nemlig med, hvordan vi kan lade os inspirere af Deleuzes tænkning i vores samtalepraksis. Hvor og hvordan kan vi skabe forbindelser mellem identitet, omdømme, drømme og intentioner og så det nye og andet? Hvordan erfare livet med fryd netop i de perioder eller sammenhænge, hvor vi føler os som vagabonder i vores eget liv?

Forandring handler ikke kun om at se fremad, dvs. at ønske at gøre noget andet end det man plejer og derfor prøve sig frem i sproget, i ens handlinger og i ens relationer. Forandring opstår også ved at vi bliver overrasket over os selv. Over alt det, der foregår imellem væren og intet. Alt det liv, der foregår imellem det vi kender og det vi ikke kender, endnu. At befinde sig som menneske et sted i livet, hvor noget ved os selv eller ved andre ryster os, er ikke bare at være “i tvivl” om noget. Det er ikke bare ingenting, dvs. som i “ikke at vide”. Som filosof insisterede Deleuze på, at der netop også er liv og eksistens i de mærkværdige tilstande og sansninger, som opstår, når vores tanker og livsformer støder sammen med noget, der er helt anderledes og som bryder med det vi kender (det konforme). Som tvinger os ud i ubeboede territorier.

Som “proces filosof” var Deleuze hele tiden i gang med at fostre betingelser for Creation, dvs. kreative produktioner af nye tanker, ord og ideer om, hvordan man også kunne leve. Han var optaget af evnen til at berøre og til at blive berørt. Og ikke nok med det. Deleuze skrev om livet på måder, der udfordrer de spørgsmål, vi normalt stiller hinanden, såsom; Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Deleuzes tænkning skaber nemlig andre spørgsmål i retning af; Hvad vil det sige, at være et menneske, der ikke genkendes af andre og som ikke kan genkende sig selv? Hvad vil det sige, at noget sker og skabes, uden at være tilsigtet eller intenderet? Med andre ord; hvor blev subjektet af og hvordan beskæftiger Deleuze sig medhuman beings, humane væsner?

Underviser: Cand. psych. Louise Windfeld Holt
Sted: København
Dato: 7 Juni 2012
Tid: kl 9.00-16.00
Deltagere min. 12/ max 24
Pris: kr. 1250 + moms (incl forplejning) 

Tilmeldingsfrist senest den 1 Maj 2012
via annesaxtorph.dk
Tilmelding her/og send EAN nr til annesaxtorph@gmail.com

NN

7. september 2011 § Skriv en kommentar

rød retro plastik sprød våd hvalpefed / cocktailkirsebær / et glas, en pind, et bær, i munden, to der kysser i tv

NN

7. september 2011 § Skriv en kommentar

How terrible to know nothing. How terrible this face, right before everything happens.

Stok årsmøde 2011

5. september 2011 § Skriv en kommentar

Jeg er hovedoplægsholder på 2. dagen ved STOKs årsmøde i November. Og, for de totalt uindviede i psykologernes intime loge, så står STOK for Dansk forening for Systemisk Terapi Og Konsultation. Via linket her STOK – Dansk forening for systemisk terapi og konsultation – Forside kan du få mere info.

Temaet i år er Tidens Fortællinger. Og jeg skal tale om tavshed, mellemrum og secrecy. Det kan man læse mere om senere, når mit oplæg annonceres sådan lidt mere udførligt – det er pt. in press. Og derfor stadig hemmeligt, som sådan, uden respons.

Where Am I?

You are currently browsing entries tagged with mellemrum at APORIA.