Paper for Deluze Studies Conference, Istanbul, Turkey, July 14-16th 2014

12. juli 2014 § Skriv en kommentar

For thousands of years, in all kinds of worlds, the art and practice of handcraft has continuously played a part in peoples everyday lives. Handcrafting is the art of becoming-imperceptible through monotonous and restrained steps – etymologically, monotonous refers to the tension or stretching of a single string, which is exactly what knitting, weaving, crocheting, sewing etc. is all about. Such monotonous indulgence might produce a state of inertia and is often described as akin to spiritual practices or experiences of Void. Exact techniques, repetitive movements, microscopically clicking sounds and sensuous materials – intertwining within an archipelago of raising and fading murmuring voices. As such, handcrafting might assemble and affirm what Deleuze termed “stationary journeys”. It opens up territories of silence, fabulation and involutive stretchings, producing “individuations without a ‘subject’”. But why, why insist on the possibility of such collective becomings-imperceptible?

In Scandinavia, the quest for a ‘mindful being’ has gone haywire. In order to deal with surroundings of incessant stimuli, people withdraw to isolated spaces of solitudes longing for inner peace and re-balanced burned-out nervous systems. This desperate desire for ‘absence of speech’ and ‘neutral, unlimited awareness’ creates an array of techniques that individualize those sufferings created through neoliberal machines – techniques that dance on a kind of surface that always implies an underneath or foreseeable, self-reflected position. What is at stake is an incessant desire for movement and for being moved. And this subject of the identity-forever-in-flow suffers from stimuli overdose. Hence, new existential questions arise from this ’neuronal paradigm’, disrupting the Discipline of Psychology that rely so heavily on dialogue and identification. What if nothing outlines me and movements have moved me too much? What if living is stuck as “hardened empty envelopes”? What if I don’t want to express MySelf to you, but rather imperceptibly blend into collective doings?

What I wish to address is the possibility of a Deleuzian surface when it comes to therapeutic settings. Do we have to face each other? Do we have to take turns talking? Do we have to ‘express ourselves’? In order to experiment, we need to acknowledge contemporary claims of states of inertia, of stuckness, of desire for Absence. In other words, how a body without organs might unfold as “a molecular process into a black hole”, how a line of flight might be caught up in self-destructive machines. How to respond to states of burn-out or depression, the sufferings of too much open-ended-ness? “Experimentation is involutive, the opposite of the overdose”, Deleuze wrote. In line with this, handcrafting will collectively and positively affirm the event of inertia as pure event, as Void, in the sense of a Blanchotian Midnight. Affirming those stationary journeys at midnight – that fullness of being in dark, daily moments of nothingness. An involutive stretching of the string.

Reklamer

Ende

29. april 2014 § Skriv en kommentar

for all we know, Bent Otto vandrer i gaden, og der er kun gaderne, graa gader, her hænger tankerne i ingenting og længslerne på porte der aldrig går op, og der er kun gaderne, for all we know, for Bent Otto starter dagen aldrig mens livet ingen ende vil tage, det er gadernes forbandelse, det er det evige liv der har tag i én, det har ingen ende og Céline, for all we know, Céline, this may only be a dream og man vil ikke gøre en ende på det, længslerne sidder stadig på porten, dér! gik den ikke op igen og ud kom ingen, kun damer, damerne går ud og ind og Bent Otto mærker damernes ansigter i sit, damernes pudder på næsen og læbestift på tænderne er hans og Célines hænder er der kun for alle hans ansigter, timevis af hatte, det er hende der gør det, det vil ingen ende tage på og tage af og på sned og hendes blik endelig på så meget andet end hans øjne, kindben, kulør & kontur, i Célines hænder bliver Bent Otto verdens største krop, det har ingen ende men bunker af pudder, skægstubbe og bankende hjerter, for all we know, Bent Ottos ansigt ville blive helt væk hvis hun tog det i sine hænder, gaderne graa og en andens

Monstrøsitet

31. marts 2014 § Skriv en kommentar

Hermed link til min artikel “Monstrøsitet” – om præstationssubjektets sanselige længsel, adresseret gennem Jacques Derrida og Gilles Deleuzes terminologier og tænkning. Udkom i august-nummeret (2013) af Avis Venire, udgivet af konsulentvirksomheden Villa Venire.

http://villavenire.dk/media/4326/monstroesitet.pdf

(this article is in Danish!)

Tørst

13. marts 2014 § Skriv en kommentar

man raver gennem byen for at blive bidt af en forelskelse, man bedriver sport op ad dagen, man raver sig noget på halsen og andet indenbords, barberede armhuler, drukbuler, lidt rabies, gåsehud, kvindehår, man raver til sig, man venter på een man kunne elske, Benson viste sig helt forkert og får rande under knæene og hvis ikke man vidste bedre skulle man tro man var i Shanghai og det var man så og fødderne ned i tøflerne og nattens kaskader søler rundt på gulvet som de plejer, fugtige pletter, vandige pytter, smudsige ærmer og et sæt tøfler, det er kuldens morgen, det er klistrede øjenlåg og afgiftning, allerede, det er glemt, det er allerede glemt og tid til morgenens telegram, Benson tager nattens kaskader med sig, det vil være helt som det plejer, og telegrammet, med kodeord og det hele jeg elsker dig, allerede, det er gjort, det er allerede glemt, og sådan går morgenen fugtig og fyldte nattelugte filtrede kvindehår, lige på tungen, det man skulle sige, det er lige på tungen og bag i hovedet og man gør som man gør, hvis ikke man vidste bedre skulle man tro man var hjemme, man skulle tro det var sådan det forholdt sig i Shanghais gyder, hjemme, liggende på rad og række, rå grå udenpå og kølig morbærsilke indeni, herinde huserer fugten og midterst er haverne, haverne helt at skue, grønne fra himlen og grønne fra bunden, her er gudernes landingsplads og syngepigernes asyl, her banker Shanghais hjerter for dem der aldrig finder hjem, de er her udenfor indeni og allerede, de er glemt, de er allerede glemt og hvis Benson ikke vidste bedre var man hele tiden på vej hjem, man drukner sig selv et par gange indimellem drukner man sine sorger, man lever i inkubationen, det tager et par år, der fråses og man drukner lidt, man drikker meget, man tapper jeg kan ikke se dig mere, man drikker, det er konstateringer, jeg kan ikke se dig for afstanden ps hvorfor gik du, man drikker meget man glemmer lidt, fråser, ter sig, man ser ting for sig, det er der det begynder, længslens sygdom, man fråder, man ser nogen for sig, man er i deres arme, man har altid ret og spasmer i spiserøret, Benson savler af rabies og længsel, Benson vil ikke have noget, Benson vil være i nogens vold, villaen lugter af gammelt vand som ingen rører Benson får vandskræk, man vil stå op hele natten hele dagen raver man rundt i døs og mørke spytter sit savl skyr sin tørst, sygdommen varer ikke længe, det er den længste parentes i livet han går i gang med at dø under sengen op ad dagen siger nogen hans seler gik i stykker

Paper for “The Deleuze Studies in Asia Conference 2014”, June, Osaka, Japan

3. marts 2014 § Skriv en kommentar

Handcrafting-bodies as delirious ensembles

For thousands of years, in all kinds of worlds, the art and practice of handcraft has continuously been part of people’s everyday lives. By knitting, weaving, crocheting, embroidering etc., handcrafting is the art of becoming-imperceptible through monotonous and restrained steps – etymologically, monotony refers to the tension or stretching of a single string. Such monotonous indulgence might produce a state of joyous inertia and is often described as akin to spiritual practices or experiences of Void. Exact techniques, repetitive movements, microscopically clicking sounds, colors and sensuous materials, all actualized from within an archipelago of raising and fading murmuring voices. As such, an ensemble of handcrafting-bodies form a delirious meute, affirming the event of “stationary journeys” and producing “individuations without a ‘subject’” through flows of silence, fabulation and involutive stretchings.

In Scandinavia, the quest for a mindful being of inner peace has gone haywire. There is a desperate desire for solitude and absence of speech, and likewise an array of individualizing practices trying to ease neo-liberal sufferings of ‘burn-out’. Hence, new existential questions arise from this neuronal paradigm, disrupting traditional disciplines of dialogue and identification, e.g. that of Psychology. What if nothing outlines me and movements have moved me too much? What if I don’t want to express MySelf to you, but rather imperceptibly dwell within collective doings? “Experimentation is involutive, the opposite of the overdose”, Deleuze wrote. In line with this, this paper addresses how monotonous handcrafting-ensembles positively and collectively affirm the event of inertia as pure being, as Void, in the sense of a Blanchotian Midnight.

NN

27. maj 2012 § Skriv en kommentar

echoes in so much space / void-filling early hours / it is a nothing / haunting me / after i met you / after i didn’t meet you again / perfect (stark staring mad loony) days / thinking / if only something very Frightening would / bomb bite capture mock pierce ravage wreck / those pictures and those /  ( )   ( )    ( ) ( )     / of what you / said stroke drank touched stole saw silenced

Hjemsøgt…

4. oktober 2011 § Skriv en kommentar

… af længslen efter Gud. Som er død. Af længslen efter mening, efter subjektet. Som er dødt – eller snarere svækket.

Jeg surfer i Oleg Koefoeds afhandling “Fiktionsbegivenheder – en poïetisk filosofi”. Han stiller flere spørgsmål om, hvordan skabelse foregår, af kunstnerisk eller filosofisk art, når nu Subjektet for længst er erklæret; færdigt, slut kaput, og, siger jeg selv, på sin vis figurerer anakronistisk som en hån mod længslen efter frihed (fra konformitet). Hvem skaber? Hvordan kan skaben komme igang? Hvordan ‘begynder’ den/det – når nu “den handlende kraft er trukket ud af det og det autonome subjekt er væk”? Spørger altså Oleg K.

Og det er jo decideret skræmmende – at blive hjemsøgt. Så hvad gør man? Man finder sin rastløse metafysiske splittelse frem og så længes man efter bedøvelse… Man køber mere tøj, der ikke kan være i klædeskabet(ene)? Man føler sig tæt på sine medmennesker og giver en tyver til to, man ikke kender fra Røde Kors? Eller: man smider sig foran fjernsynet? Koefoed skriver på side 89 om den behagelige “(…) følelse af at blive opslugt af billederne, navnene, myternes hedonistiske eller bedøvende styrke. “Refleksioner” er der nok af – men kun som spejlinger af den frit svævende krop og den lige så frit svævende bevidsthed. Vi lever videre i et “jeg lever”, holdt oppe af små glimt af æstetiserede lakuner af liv, hvad enten vi søger at skabe dem i vores egne hjem eller nøjes med at halse efter dem i de utallige mediebårne fantasmagoriske universer.”

Det er den stille hjemsøgelse. Den, der hjemsøges, er den, der hele tiden ser sig selv fortælle om noget og ser den andens blik. Den, der hjemsøges, er den, der længes efter at fortælle og glemme the gaze of the Other. Dvs., as if du ikke var der – og så igen må der jo spørges, som Deleuze i Mille Plateaux; “Hvad er et skrig, uafhængigt af den population det kalder på eller fører som vidne?”. Hvad vil det sige at glemme sig selv i selskab med andre? At skrive sin historie i selskab med andre, den kender vi godt. Men at glemme sig selv? I betydningen selvforglemmelse, og altså ikke i martyriets eller konformitetens selvforsagelse.

Vi kan godt huske os selv, som een der gør sådan eller sådan, vi kan processe os frem og præsentere os selv; et præsentabelt Jeg, et belejligt Vi, en opbyggelig fremtid. Det betyder ikke, at vi ikke hjemsøges – af os selv (eller manglen på oplevelsen af samme) eller af selve livet. Koefoed beskriver det simpelthen godt, længslen lige ved siden af hjemsøgelsen, igen side 89; “En dag kan vi blive som den, der lever. En dag vil vi modtage livet. Men samtidig lever vi videre i en længende skygge af det menneskelige, hvor subjektets enhed er opdelt, men ikke mangfoldigt, splittet mellem en utilstrækkelig nutid og et billede af en glorværdig fremtid.”

Og så er vejen ellers banet for at lade tekster af Deleuze og Derrida komme til, når nu subjektet som (splittet) enhed, som the One Person, er en død sild. Deleuzes begreb ‘mangfoldighed’ – stritter i alle retninger ved en fragmenteret, sammensat og flertydig subjektivitet, der ikke er splittet (for en dag at samles), men som gøder jorden for al stabiliseret identitet. Og så endelig, som Deleuze ægger os til; at blive værdig til begivenheden, altså, at ville det (uskelnelige og vilkårlige), der er hændt een, så meget, at man fravrister det dets ‘formålsløshed’. Hvor Deleuze her kan gribe ind i Koefoeds tekst via mangfoldighed og the will to power (?), så kan Derrida kaste sit begreb om absolut ansvarlighed afsted. For der mangler jo et Du i paragraffen ovenfor. Et Du, jeg kan forholde mig loyalt over for, et du, en Gud, en Min Elskede, en ‘Det i mig selv, jeg ikke forstår’. Et du, som ifølge den norske forfatter Karl Ove Knausgård forpligter Jeg’et, og altså et du, som ikke eksisterede for Anders Breivik d. 22. juli i år. Et du, som for Derrida er denne singulære, radikale Anden i sit konkrete liv eller manifestation, jeg kan forpligte mig over for – ikke i form af valg (rundet af konformitet, kendte scenarier og kalkulerbar moral), men absolut ansvarlig forpligtelse i kraft af beslutninger (der ikke nyder genkendelse i det almene, i diskurser, i lovens retfærdighed).

Der må da findes et mere vedkommende begreb for det her end…agens?!!?!…

Where Am I?

You are currently browsing entries tagged with længsel at APORIA.