NN

19. juni 2014 § Skriv en kommentar

I søvnens fald, gå ikke ind i min mave, spræt ikke op, giv mig ikke koldsved, forrådnelse, svimmelhed, giv ikke så generøst disse forknytte skygger ly i mit svælg, giv ikke drift til at dø, væk mig i stedet med dit åndedrag, vis dig mens du sover

Ende

29. april 2014 § Skriv en kommentar

for all we know, Bent Otto vandrer i gaden, og der er kun gaderne, graa gader, her hænger tankerne i ingenting og længslerne på porte der aldrig går op, og der er kun gaderne, for all we know, for Bent Otto starter dagen aldrig mens livet ingen ende vil tage, det er gadernes forbandelse, det er det evige liv der har tag i én, det har ingen ende og Céline, for all we know, Céline, this may only be a dream og man vil ikke gøre en ende på det, længslerne sidder stadig på porten, dér! gik den ikke op igen og ud kom ingen, kun damer, damerne går ud og ind og Bent Otto mærker damernes ansigter i sit, damernes pudder på næsen og læbestift på tænderne er hans og Célines hænder er der kun for alle hans ansigter, timevis af hatte, det er hende der gør det, det vil ingen ende tage på og tage af og på sned og hendes blik endelig på så meget andet end hans øjne, kindben, kulør & kontur, i Célines hænder bliver Bent Otto verdens største krop, det har ingen ende men bunker af pudder, skægstubbe og bankende hjerter, for all we know, Bent Ottos ansigt ville blive helt væk hvis hun tog det i sine hænder, gaderne graa og en andens

Speaking in tongues – thoughts on a Strident Feminist aka Caitlin Moran

18. september 2013 § 1 kommentar

I have not yet read a single text by british feminist writer Caitlin Moran. I did go to a talk yesterday in Copenhagen though. This talk (and all the funny talks afterwards) made me wonder, in an everyday life kind of way, in a bodily kind of way, in a philosophical kind of way; what the heck is feminism?
I especially kept wondering about Caitlin Moran’s positive, affirmative use of the term ‘strident feminist’. What does strident mean? Yes, of course, at first look; harsh, rough, ear-piercing, dissonant, unharmonious etc. So, usually, ‘strident’ works as a word used to silence somebody’s act of voicing themselves, via degradation.
Looking (not closer, but) farther at this word, ‘to stride’ is hooked up with fighting, struggling or making a strong effort, in the sense; walking with long or extended steps.
Secondly, ‘to stride’ is to utter an inarticulate sound, a fragment, granulate or screech, in other words, an ex-pression that cannot be read or interpreted in any common, unified or literate way. It is speaking in tongues (glossolalia) vs. speaking silver-tongued.
The third hook connects striding with straddling, where someone or something appears to favor both sides, ambiguously taking up an equivocal position.
So, all this adds up to a mix of making an effort to struggle for the ambiguities of Life in a yet unrecognized way of expression. Hm?
One thing is struggling for ones own life, but how to struggle for the life of others, for the living as such? The everlasting question, “what does it mean to speak for others”, is at stake through this strident feminist. The recognition of a minority should never encourage either reversed hierarchies, nor should it outline a complete ‘identification’ or delimitation of any group what so ever. Identity-work would always be a matter of paradoxes and of the infamous AND, according to (yummy) french philosophers Gilles Deleuze and Jacques Derrida. Somehow, in line with this, Caitlin Moran spoke with a desire not to isolate the becoming of a minority, by making suffering belong to someone(s), but instead talking about how suffering materializes as a collective problem of a People.
A collective problem? In what sense? Let’s talk about equivocation again. Taking up an equivocal position means the connecting of worlds in an ambiguous and ambivalent way – not because you don’t know what’s really real, but because you do know all the real real’s.
If women’s rights is about living a life where thinking, loving, breathing and creating is (legitimately) materialised, this bundle of living excites the living of others, it excites the living of all kinds of living bundles. A breath does not steal the breath of others. People kissing. People (thinking while) talking. People laughing. People carrying people, and people being carried by people. It does not steal, it lives. In other words, the problem does not belong to Woman, the problem of sexism is happening throughout the lives of all bundles of living creatures. It is not about category, not even in the (assumed most simple) couple “man vs woman”. It is about life occurring as connection and as encounters. All is affected.
Hence, equi-vocation and its emphasis on the vocal, the existence of equal voices creating worldly ambiguity and ‘actual problems through encounters’. Rather than equi-valence, the production of sameness, uniformity or identicalness in a realm of stabile values and indisputable morals.
Hm. This strident feminist; a bundle of life making an effort to struggle for the ambiguities of Life in a yet unrecognized way of expression…

Fryd

28. juni 2012 § Skriv en kommentar

Er lykken dér, hvor det hele smelter sammen og går op? Børnene, partneren, fagligheden, sundheden, potensen, omgangskredsen… Er livet lykkeligt, når vi finder et særligt øjeblik i det trygge, i undtagelsen eller i det eksotiske? Når vi føler os heldige, priviligerede, taknemmelige eller simpelthen har fundet et sted at stå med vores gode tøj og navn?

Står jeg på bjerget, eller ser jeg derhen, er det fryd, og ikke lykke. Fryd er at konstatere, og jeg konstaterer bjerget. Fryd er, at bjerget ikke svarer igen. Bjerget foregår, bjerget går for sig, det svarer ikke på min hvisken, eller på tyngden af min krop. Eller på mit blik. Det svarer ikke med følelser, invitationer eller vurderinger, men det foregår med lyd, stilhed, sne, storm. Det går for sig, det giver sig selv. Og det kan vi tage for givet.

Lykkens morale er, at vi ikke skal tage noget for givet. Hverdagen, gnisten eller kærligheden. Eller den sunde krop. For lykken er skygget af det ulykkelige, det der kunne ske imorgen. Lykken er det øjeblik, vi taknemmeligt føler vi har til låns.

Fryd sker, når vi holder op med at holde øje og tager øjeblikket for givet.

Kaffe med filmanmelder Stephanie C.

26. juni 2012 § 1 kommentar

Filmredaktør ved Magasinet KBH, Stephanie Gaarde Caruana, har interviewet mig i forbindelse med filmen “A Dangerous Method”. Du finder vores spændende snak om Freud, frihed, hemmeligheder og postmoderne liv via hendes filmblog

www.caruana.dk

Where Am I?

You are currently browsing entries tagged with kærlighed at APORIA.