Træthed II (summen)

4. oktober 2012 § Skriv en kommentar

Professor Byung-Chul Han ser noget for sig, han har en vision. I bogen “Træthedssamfundet” beskriver han en anden form for træthed end den isolerende jeg-træthed. En “Vi-træthed”. En inspirerende verdenstryg træthed og “et fællesskab, der ikke har brug for noget slægtskab. I det vækkes en bestemt takt til live, der leder til en samstemmighed, en nærhed, et naboskab.” En træthed i negativ potens, Vita contemplativa. En træthed, der ikke skal overkommes.

Det er altså ikke en diskursiv omdefinering af jeg-trætheden, Han har gang i. Projektet i Han’s bog er en opfordring til at undersøge, hvordan man skaber rammer for en ganske anden slags træthed, en verdenstryg træthed, hvor man gør sig tilgængelig for verden – hvor der opstår et jeg og et du, en dualitet. Een berører og bliver berørt af en anden.

Ræsonnementet i psykologiens verden har været; fuck dualitet! Giv den enkelte retten til at åbne livet, dér hvor der ellers kun var to steder at opholde sig; inde i varmen eller ude i kulden. Vi har skældt så skrækkeligt meget ud på dualismer. Fordi tvedelinger netop har været stærkt forbundet med essentialisering, med smalt liv og låst subjektivitet. Ergo lød det; lad os lukke det hele ind, livet i alle mulige former og farver og give det et par (borgerskabs-berettigende) navne! Paradoksalt nok er konsekvensen, at du’ets andethed, den andens andethed, er forsvundet, ædt op af inklusions-mekanismerne i afmarginaliseringens navn. Er det en længsel efter genkendelighed, der har været i spil, eller hvad foregår der? En længsel efter at kunne afmaskere, og det vil sige navngive dét ved os selv og det fremmede, der ellers ikke forbandt sig med det talende, favnende fællesskab? Vi forgabte os i fællesskabets ansigt og dæmoniserede fællesskabets summende ånd.

Den dualitet, Hr. Han lægger for dagen, handler om et Du og et Jeg. Og dermed muligheden af et Vi. Med tak for lån til konsulent Klaus Bakdal, kan man passende tale om et Hinanden her (et Hinanden, efterfulgt af Du og Jeg i parentes). Pointen med at introducere denne dualitet er at reetablere erfaringen af negativitet. Den subjektivitet, der rammes af et overmål af positivitet, er nemlig som et væsen, der æder i eet væk og aldrig kan blive mæt og aldrig sulten. Det giver ikke engang mening at kaste op. For paradoksalt nok bliver man ædt op i en sådan reaktiv respons, man dør af afholdenhed i en immunologisk udskillelse af det evigt tilflydende, af overmålet af positivitet. Filosoffen Gilles Deleuze ville mene, at vægringen ved føde er et forsøg på at erfare noget andet end netop overmålet af positivitet; tomhed, Void (frem for Lack), Legemet uden Organer. Det skaber eksistentielle problemer, fordi forsøget netop ikke kan foregå afsondret fra verden. Forsøget bliver bemærket og mærket af identitet og følelser – som en kompetence (udi perfektionisme), som længsel (efter autonomi), som rus (af kontrol).

Subjektivitet er her hårdt arbejde. Og hvem har ikke brug for en pause fra alle de forvrængende, modstridende stemmer, der afbryder sindets rolige flow? Blive befriet for frygt og bekymring? Hvem kan modstå ord som nærvær og tilstedevær? Hvem kan dy sig for at melde sig ind i det komplet modsatte af det synligt socialt aktive, nemlig, den isolerede afslapning?

Vi vender os hen mod den, afslapningen. Underholdningen. Bedøvelsen. Selvforsagelsen (vi har endda en alkoholfri uge i Danmark nu (men jeg siger ikke hvilken)).

Jeg vil påstå, at det vi søger er selvforglemmelse. Og derfor er mit vigtigste spørgsmål for tiden, hvordan vi skaber rammer for selvforglemmelse, der ikke ender som individualiserende reaktive teknikker for massage af sindet. Og nej, det er ikke engang lykken, altså følelsernes paradis, det her handler om. Det handler om fryd og spørgsmålet om, hvordan man gør denne summende tilstand til et socialt, verdenstrygt trætheds-fænomen.

“Det mindre i jeget ytrer sig som et mere i verden”, skriver professor Han. At glemme sig selv er ikke at forsage sig selv. Selvforglemmelse opstår ikke fjernt fra verdens gang, det opstår i forbindelsen med verden, i samstemmighed (ikke at forveksle med konsensus). Det opstår med bevægelser, gentagelser, takt, taktilitet, produkter og redskaber. Når vi spiller musik sammen. Danser sammen. Drikker whiskey i hinandens selskab. Laver håndarbejde. Kultiverer jorden eller smækker parketgulvet på plads. Laver stilhed. Laver et Hinanden og en vi-træthed, hvor vi lærer “ikke at reagere spontant på en pirring”, hvilket Nietzsche rammende citeres for i “Træthedssamfundet”. Det handler ikke om at tage en pause eller blive overmandet af det modsatte af aktivværen, det vil sige apati, depression eller udmattelse. Det handler om en sigtbarhed, et langvarigt blik, der summende giver adgang til lange og langsomme former.

It is not a Nothingness.

Reklamer

NN

27. maj 2012 § Skriv en kommentar

echoes in so much space / void-filling early hours / it is a nothing / haunting me / after i met you / after i didn’t meet you again / perfect (stark staring mad loony) days / thinking / if only something very Frightening would / bomb bite capture mock pierce ravage wreck / those pictures and those /  ( )   ( )    ( ) ( )     / of what you / said stroke drank touched stole saw silenced

findes der noget, der ikke er?

17. oktober 2011 § Skriv en kommentar

(hvorfor forklarer jeg ikke min datter at)

det er

tanken der er

der når man skriver den

til nogen

når man elsker nogen og ikke er

bange

for nogen

der klæder tanken ud

i løgn

 

NN

7. september 2011 § Skriv en kommentar

She went to the library to write some bullshit. The flies there reminded her of reality and made her refine the bullshit

NN

7. september 2011 § Skriv en kommentar

How terrible to know nothing. How terrible this face, right before everything happens.

Where Am I?

You are currently browsing entries tagged with frygt at APORIA.