Paper for Deluze Studies Conference, Istanbul, Turkey, July 14-16th 2014

12. juli 2014 § Skriv en kommentar

For thousands of years, in all kinds of worlds, the art and practice of handcraft has continuously played a part in peoples everyday lives. Handcrafting is the art of becoming-imperceptible through monotonous and restrained steps – etymologically, monotonous refers to the tension or stretching of a single string, which is exactly what knitting, weaving, crocheting, sewing etc. is all about. Such monotonous indulgence might produce a state of inertia and is often described as akin to spiritual practices or experiences of Void. Exact techniques, repetitive movements, microscopically clicking sounds and sensuous materials – intertwining within an archipelago of raising and fading murmuring voices. As such, handcrafting might assemble and affirm what Deleuze termed “stationary journeys”. It opens up territories of silence, fabulation and involutive stretchings, producing “individuations without a ‘subject’”. But why, why insist on the possibility of such collective becomings-imperceptible?

In Scandinavia, the quest for a ‘mindful being’ has gone haywire. In order to deal with surroundings of incessant stimuli, people withdraw to isolated spaces of solitudes longing for inner peace and re-balanced burned-out nervous systems. This desperate desire for ‘absence of speech’ and ‘neutral, unlimited awareness’ creates an array of techniques that individualize those sufferings created through neoliberal machines – techniques that dance on a kind of surface that always implies an underneath or foreseeable, self-reflected position. What is at stake is an incessant desire for movement and for being moved. And this subject of the identity-forever-in-flow suffers from stimuli overdose. Hence, new existential questions arise from this ’neuronal paradigm’, disrupting the Discipline of Psychology that rely so heavily on dialogue and identification. What if nothing outlines me and movements have moved me too much? What if living is stuck as “hardened empty envelopes”? What if I don’t want to express MySelf to you, but rather imperceptibly blend into collective doings?

What I wish to address is the possibility of a Deleuzian surface when it comes to therapeutic settings. Do we have to face each other? Do we have to take turns talking? Do we have to ‘express ourselves’? In order to experiment, we need to acknowledge contemporary claims of states of inertia, of stuckness, of desire for Absence. In other words, how a body without organs might unfold as “a molecular process into a black hole”, how a line of flight might be caught up in self-destructive machines. How to respond to states of burn-out or depression, the sufferings of too much open-ended-ness? “Experimentation is involutive, the opposite of the overdose”, Deleuze wrote. In line with this, handcrafting will collectively and positively affirm the event of inertia as pure event, as Void, in the sense of a Blanchotian Midnight. Affirming those stationary journeys at midnight – that fullness of being in dark, daily moments of nothingness. An involutive stretching of the string.

Reklamer

Ende

29. april 2014 § Skriv en kommentar

for all we know, Bent Otto vandrer i gaden, og der er kun gaderne, graa gader, her hænger tankerne i ingenting og længslerne på porte der aldrig går op, og der er kun gaderne, for all we know, for Bent Otto starter dagen aldrig mens livet ingen ende vil tage, det er gadernes forbandelse, det er det evige liv der har tag i én, det har ingen ende og Céline, for all we know, Céline, this may only be a dream og man vil ikke gøre en ende på det, længslerne sidder stadig på porten, dér! gik den ikke op igen og ud kom ingen, kun damer, damerne går ud og ind og Bent Otto mærker damernes ansigter i sit, damernes pudder på næsen og læbestift på tænderne er hans og Célines hænder er der kun for alle hans ansigter, timevis af hatte, det er hende der gør det, det vil ingen ende tage på og tage af og på sned og hendes blik endelig på så meget andet end hans øjne, kindben, kulør & kontur, i Célines hænder bliver Bent Otto verdens største krop, det har ingen ende men bunker af pudder, skægstubbe og bankende hjerter, for all we know, Bent Ottos ansigt ville blive helt væk hvis hun tog det i sine hænder, gaderne graa og en andens

Monstrøsitet

31. marts 2014 § Skriv en kommentar

Hermed link til min artikel “Monstrøsitet” – om præstationssubjektets sanselige længsel, adresseret gennem Jacques Derrida og Gilles Deleuzes terminologier og tænkning. Udkom i august-nummeret (2013) af Avis Venire, udgivet af konsulentvirksomheden Villa Venire.

http://villavenire.dk/media/4326/monstroesitet.pdf

(this article is in Danish!)

Workshop; “Pleasure, fetish and the suspended self”

9. august 2012 § 2 kommentarer

Jeg står for en workshop ved European Narrative Conference, 2012, København onsdag d. 15. august 2012.

Titel; “Pleasure, fetish and the suspended self” (!!)

Den er go’ nok og du kan læse om workshoppen (og sikkert stadig nå at tilmelde dig konferencen) via dette link:

Narrative Conference 2012 > Workshops > Workshops – 15th August.

NN

6. juni 2012 § Skriv en kommentar

A “Jeg gider sgu da ikk gå i biografen, jeg ka jo ikk se noget ud af det ene øje”

B “Nej, det er jo ikk så sjovt”

A “Nej, det er det ikk”

B “Nej, det er det ikk, Grethe…nej, det er jo det jeg sir, så længe man har sine øjne at se med og sine ben at gå på, så…”

A “…ja…”

B “Ja, det er jo det jeg sir, det er dejligt at sidde på en bænk, Grethe…”

Pausen

6. marts 2012 § Skriv en kommentar

Jeg må glemme mig selv for at fortælle. Når jeg husker mig selv, mens jeg taler, så prøver jeg hele tiden enten at omskabe mig selv eller fremstille mig selv. Og det er noget andet end at fortælle. Terapi bliver magisk i små bidder, når det lykkes for et menneske at befinde sig sammen med et andet menneske og dér fortælle – glemme sig selv og glemme selve fortællingen. At fortælle er at slingre, fabulere, strække noget ud, gentage, springe mellemregninger over og tage omveje. Udsige alle mulige ord, kendte, glemte, jomfruelige ord, og droppe de af ordene, der ikke stemmer overens med vores organisme. At fortælle er at holde pauser, og for at kunne holde af den pause må vi glemme os selv.

I terapi sker det tit, at enhver pause på mere end 4-5 sekunder bliver pinlig og skal brydes. Terapeuten håndhæver jo sit faglige værd ved at tilbyde fremdrift, kontekst og perspektiver. Klienten skal opretholde sig selv som centrum for hele baduljen med tårer, snot, ansigtsmimik, udbrud, fornuft, følelser, minder, præmisser, mekanismer, tvivl. Og de 1000 andre menneskelige ting. Processen må ikke henfalde.

Vi har 50 minutter. Vi har sat en scene, som involverer penge, kompetencer, forandring, identitet, timing og effektivitet. Som sagt, processen må ikke henfalde.

Terapiens pause bliver derfor ofte til tavshedens pause. Den bliver til alt det, der også kunne siges, og til alt det, der ikke bliver sagt. Den bliver til fraværet af noget, fraværet af tale og pudsigt nok meget larmende i al sin intethed. Pausen som tavshed minder os hele tiden om os selv og om relationen; hvornår får noget (talen) bugt med dette afventende fantom (tavsheden)?

På film bliver pausen i terapi ofte fremstillet som en magtkamp. Klienten er passivt aggressiv. Klienten tør ikke komme ud med noget. Og så skal terapeuten gribe ind og nogen skal ud med sproget, før eller siden. Med andre ord: dét ikke at sige noget er udtryk for noget. Eller også er det udtryk for ingenting, dvs. at der slet ikke foregår noget. Og så skal terapeuten også gribe ind. Bygge stilladser for klienten, støtte klienten, afklare kontekster eller afstemme forventninger.

Pausen bliver pinlig, når en handling, en tilkendegivelse eller en bekræftelse burde falde, og ikke gør det. Den pinlige pause opstår i fraværet af noget. Tavsheden opstår i fraværet af tale.

Men pausen kan også være stilhed. Og pausen som stilhed er lige så interessant som talens gave, fordi den er det usynligt og uhørligt virkelige, der virker i os og mellem os. Pausen er afgørende for, at vi kan komme i tanke om det, som vi ellers kun registrerer, og som vi ikke husker. En anelse. En impuls. Noget der ikke stemmer overens. Den lille forskel. Overhovedet at komme i tanke om disse vage bevægelser i vores organisme gør, at noget kan spire og ikke bare behandles – vel at mærke, uden at vi fra starten har valgt, hvad den lille forskel skal sætte i brand.

Pauser og selvforglemmelse bon’er netop ikke ud på identiteten. Og det er okay. Vi er også hinandens virkelighed, når vi ikke taler.

Tavshed, livsfryd, ansvarlighed…og meget andet

10. februar 2012 § Skriv en kommentar

Teksten er et uddrag af det oplæg, jeg holdt ved STOK’s årsmøde i november 2011, og er netop publiceret i foreningens medlemsblad Systemisk Forum, 25. årgang nr. 1.

Og hvad handler det så om? Kort sagt, så er teksten en respons på vor tids illusion; at alt kan og skal fortælles…

Louise Holt INDLÆG til Systemisk Forum

Where Am I?

You are currently browsing entries tagged with fortællinger at APORIA.