SOS What happened to the wailer?

17. oktober 2013 § Skriv en kommentar

As a Danish citizen I am part of a nation ranked as the happiest in the world. Nearly ten % of the population is taking antidepressants. Working as a psychologist/therapist, I am supposed to fix those experiences of LACK by finding and believing in the object missing; energy, happiness, motivation, calmness, concentration, you name it!! Burn-out syndrome and depression are diseases of lack and of nothingness: the slogan “All is possible” is overwhelming, gradually turning into “Nothing is possible”. And the wailer is nowhere to be found. Australian based Narrative Therapy has dealt with sufferings of “the internalized Other(s)” through practices of witnessing and reversing of those damned subjugating, marginalising discourses. It is a therapy of Pride, Voice and Recognition. However, I think the subjectivity at stake for a contemporary therapeutic response is changing from the Marginalised towards a Flooding of gazes, pop-up faces, signatures… Speech is so close to just being noise. Not sound, but noise. The art of communication and reflection, right?! So, how do people respond to this issue (not yet posed as a ‘problem’) of hyper-responsitivity in their everyday lives? In Scandinavia, the most popular answers are Mindfulness Techniques and antidepressants. And now, the term Intensity (and thereby the name of Gilles Deleuze) has entered pop-vocabulary, conceived as some sort of energizer, as a volumizer of the sensuous, turning into yet a quantitative matter of the great (too) “Much”. An abyss of individualizing promises operationalized through “Affect Management” in workplaces, in meetings, in schools, in spare time. The promise is to become aware of the present and to revive your senses (although learning the art of Smell only applies for red crisp apples, not for the rotten ones). All this IN ORDER TO…feel happy again…so you can work again. This is the search for inner silence in order to face and survive outer noise. What world is this? Being a traveller in social networks, being fed with decadent sensuousness and haunted by IN ORDER TO’s? My profession, the discipline of Psychology, is having problems responding to this over flooding of noise and hyper-responsitivity in ways that do not fall into those individualizing abysses, either within or without of a conversational frame. So far, I’ve been addressing handcraft, knitting, gardening, war veterans gathering around MC’s… What problems to frame? What gatherings to imagine? What assemblages? What silences to create, connected with joy rather than total lack (of speech)? How to become-wailer, crying out this overwhelming Too Much? This cry, this sublime complaint that “does not express the pain (…) but is a kind of song” (Deleuze, on Joy in l’Abecedaire)…

Reklamer

Træthed I (symptom)

3. oktober 2012 § Skriv en kommentar

I en terapihave i Nordsjælland står en bænk. Med fuldt overlæg er den lavet præcis så lang, at der er plads til, at to mennesker kan sidde ved siden af hinanden. Og dér holde hinanden med selskab. Man kan altså vælge at sætte sig i den ene ende af bænken og invitere andre til at slå sig ned. Eller man kan sætte sig midt på bænken. Og fylde det hele selv.

Jeg begyndte at tænke på designet af denne bænk under læsningen af bogen “Træthedssamfundet” (2012, forlaget MØLLER) af den tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han. Bænken er designet i tråd med, hvad Han kalder et “immunologisk perspektiv” på magt og subjektivitet. Man kan lade sig invadere af den andens tale og tanker og af det, der opstår i relationen. Bænken er designet, så vi kan tage det fremmede til os, i bestemte doser i tid og rum, eller vi kan udelukke den fremmedhed, der gebærder sig ‘destruktivt’. Det fremmede som en virus. Det fremmede som den Andens stemme.

Og selvfølgelig, så er det ikke kun i relationen til den anden, den forbipasserende, at vi optager eller udelukker det fremmede. Man kan sidde dér, alene, i relation til sig selv, og måske få øje på noget, sortere i noget, tage noget til sig eller skille sig af med noget. Dét at sidde for sig selv er ikke at være fri af stemmer, af det fremmede, som kan skræmme, opildne eller skabe splid. Mindfulness og meditationsteknikker er responser på denne erfaring af indre Splittelse, der opstår i mødet mellem gode, ægte stemmer og så forvrængende, fremmede stemmer.

Og dog. Måske handler udbredelsen af disse sinds-teknikker om noget andet end en indre splittelse. Måske handler subjektivitet idag om noget andet end en indre splittelse, der har fået os til at søge efter at blive et helt menneske. Et godt menneske. Måske er subjektivitet ikke så meget et spørgsmål om moral og fristelse, altså om at navigere i splittelser mellem det gode og det onde, det sande og det falske, det autentiske eget og det fremmede?

Vi ønsker tydeligvis stadig at massere sindet. Men hvorfor? Hvilket løfte giver sindsteknikkerne og hvilke lidelser søger vi svar på idag?

Byung-Chul Han beskriver den vestlige samtids borgere som ramt af en individualiserende, isolerende “jeg-træthed”. Det er en sprogløs træthed, der skaber tilstande af depression, og som vokser ud af hyperaktivitet og spredt opmærksomhed. Med andre ord, en træthed, der kommer af et overmål af positivitet (i betydningen tilstedevær af Noget). Der er altid mere at komme efter og der er altid noget efter os. Og dér rammes vi af en hysterisk form for kvantitet; der er altid mere (at uddanne sig til), altid flere (til at overtage ens job). Det gør os trætte. Hver for sig. Subjektivitet kredser ikke om dét at “burde lyde”, men om “lysten til at yde” – “at kunne KUNNE”, som filosoffen Han skriver. Vita activa – aktivværen – er blevet svaret på, hvad det vil sige at være borger og menneske og derfor kan vi idag tale om præstationssubjekter frem for lydighedssubjekter.

Og hvad er der så sket med træthed som sådan? Den er blevet et symptom. Et signal, et tegn. Noget vi skal komme os over og overkomme for at vende tilbage til gængs modus; Vita activa. Træthed opleves som en klods om benet, fordi trætheden ikke stimulerer den spredte opmærksomhed. Med trætheden mister vi pludselig evnen til at opleve den form for subjektivitet, vi normalt bliver genkendt i, og som foregår i det uafsluttelige, det evigt tilflydende; overmålet af positivitet. Vi svinger mellem at føle, at “intet er umuligt” til “intet er muligt”. Alt eller intet.

Bænken i terapihaven minder os om, at vi på et tidspunkt skal blive os selv igen – aktivere os selv i det sociale rum fremfor at sidde dér og gøre ingenting. Den inviterer os til, at vi skal bevæge os fra en afsondret depressiv inaktivitet (alene på bænken) til et aktivt fremført borgerskab (i den andens øjne og selskab). I sin diagnose af vestlig samtid, viser Han derfor, hvordan subjektivitet idag foregår i dette spænd mellem aktivitet og passivitet. Træthed er blevet et symptom på alt det, vi ikke længere lykkes med eller orker. Måske vi kunne glemme at aktivere os selv, når jeg sidder ved siden af dig på den dér bænk? Og behøver trætheden altid at være min, og min alene?

(læs fortsættelsen imorgen, når jeg poster anden del af føljetonen om Træthed og den tysk-koreanske professor Byung-Chul Han’s samtidsdiagnose)

Demokrati – et foregående!

26. april 2012 § Skriv en kommentar

Skulle man nogensinde forholde sig konkret til Jacques Derridas ideer om ‘Democracy To Come’, så er tiden vældigt moden. Retssagen mod Breivik i Norge optræder i alle medier. Og hvorfor læser vi det? Hvorfor ser vi billederne af denne mand og ikke mindst af tilhørernes ansigter? Hvorfor finder jeg mig selv sidde og spekulere over, hvorvidt og i så fald hvordan man som fængselsbetjent mon kigger denne mand i øjnene?

Sagen om denne mand og de uhyrligheder, han begik sommeren 2011, handler om demokrati og borgerskab. Ikke fordi denne mand begynder at tale om demokratiet ud fra et ønske om at underminere det. Sagen handler ikke om at et etableret demokrati trues eller er i fare. Sagen handler heller ikke bare om, hvorvidt det ene eller det andet hold psykiatere har ret i deres vurdering af denne mand. Sagen handler ikke bare om, hvorvidt han erklæres syg eller ej – altså, hvordan nogle menneskers sondring i et andet menneskes indre afgør samfundets efterfølgende juridiske og følelsesmæssige respons.

Denne type sag handler om, hvor kompliceret og sammensat og evigt ‘på vej’ et demokrati altid er. Og sagen handler som sagt om borgerskab. Om eksklusion. Om forskelle. Om, hvordan borgerskab og demokrati foregår evigt paradoksalt. Om, hvorledes demokrati netop eksisterer ved altid at foregå paradoksalt og aldrig manifesterer sig som en ren, entydig størrelse.

Erklæres Breivik syg, kan han ikke straffes, men han kan få en behandlingsdom, hvilket samfundet ikke kan holde ud eller holde til, for hvad med rets-følelsen? Erklæres Breivik normal, kan han straffes, og det holder samfundet sammen, idet retsfølelsen bliver næret.

Det efterlader imidlertid en tøvende, nagende konstatering; han er dermed een af os…Han bliver ikke bare til en af os – han har hele tiden været det og vedbliver at være en af os, alt imens han med sin talen vedligeholder det uhyrlige. Straffes Breivik med fængsel, straffes han jo som en myndig borger, der kan stilles til regnskab for sine handlinger (og holdninger). Og hvordan skal man så forholde sig til behovet for den samtidige erklæring af manden som inhumant væsen frem for human borger?

Der er i hvert fald to ting på spil her. To ting, der gør, at man som borger forholder sig søgende til sig selv og til andre i en sag som den, der for tiden huserer i Norge.

For det første er der nødvendigvis både et os og et dem, dvs. der konstateres forskelle, hele tiden og til alle tider – og samtidig eksisterer der et behov for at ophæve og udligne forskelle i demokratisk øjemed. Breivik må både inkluderes i et ‘os’, idet han som borger holdes ansvarlig i relation til andre borgere, og han må paradoksalt nok samtidig ekskluderes fra det normale, fra ‘os’, fordi hans handlinger netop både ekskluderer og helt uhyrligt har elimineret andre borgere, os.

For det andet må man spørge sig selv og hinanden – hvornår har nogen eller noget (en institution) ret til at hævde myndigheden til at ophæve andres myndighed? Det er både handlinger, der er begået med en fri vilje (sanity), og handlinger, begået med et sygt sind (in-sanity), der kan ‘berettige’ nogen til umyndiggørelse. Gad vide hvad der sker med ideerne om vilje og sind, hvis vi bytter lidt rundt på sagerne – kunne der findes en syg vilje og et frit sind? En sund vilje og et ufrit sind? Hvordan opstår man som myndigt hhv. umyndigt menneske dér?

Livet med andre er sammensat, verden er tvetydig og paradoksal. Billedet på det demokratiske borgerskab findes ikke. Det udelukker imidlertid ikke en karakteristik, en anerkendelse eller en beskrivelse af demokrati og borgerskab, eller af, hvordan man som borger er spændt ud i det paradoksale. Borgerskab foregår. Demokrati er et foregående. Vi erfarer demokratiet og vi ser det for os i den erfaring, der foregår; Democracy To Come.

Where Am I?

You are currently browsing entries tagged with borgerskab at APORIA.