Paper for “The Deleuze Studies in Asia Conference 2014”, June, Osaka, Japan

3. marts 2014 § Skriv en kommentar

Handcrafting-bodies as delirious ensembles

For thousands of years, in all kinds of worlds, the art and practice of handcraft has continuously been part of people’s everyday lives. By knitting, weaving, crocheting, embroidering etc., handcrafting is the art of becoming-imperceptible through monotonous and restrained steps – etymologically, monotony refers to the tension or stretching of a single string. Such monotonous indulgence might produce a state of joyous inertia and is often described as akin to spiritual practices or experiences of Void. Exact techniques, repetitive movements, microscopically clicking sounds, colors and sensuous materials, all actualized from within an archipelago of raising and fading murmuring voices. As such, an ensemble of handcrafting-bodies form a delirious meute, affirming the event of “stationary journeys” and producing “individuations without a ‘subject’” through flows of silence, fabulation and involutive stretchings.

In Scandinavia, the quest for a mindful being of inner peace has gone haywire. There is a desperate desire for solitude and absence of speech, and likewise an array of individualizing practices trying to ease neo-liberal sufferings of ‘burn-out’. Hence, new existential questions arise from this neuronal paradigm, disrupting traditional disciplines of dialogue and identification, e.g. that of Psychology. What if nothing outlines me and movements have moved me too much? What if I don’t want to express MySelf to you, but rather imperceptibly dwell within collective doings? “Experimentation is involutive, the opposite of the overdose”, Deleuze wrote. In line with this, this paper addresses how monotonous handcrafting-ensembles positively and collectively affirm the event of inertia as pure being, as Void, in the sense of a Blanchotian Midnight.

Reklamer

Workshop; “Pleasure, fetish and the suspended self”

9. august 2012 § 2 kommentarer

Jeg står for en workshop ved European Narrative Conference, 2012, København onsdag d. 15. august 2012.

Titel; “Pleasure, fetish and the suspended self” (!!)

Den er go’ nok og du kan læse om workshoppen (og sikkert stadig nå at tilmelde dig konferencen) via dette link:

Narrative Conference 2012 > Workshops > Workshops – 15th August.

Jeg afholder workshop om Deleuze

18. november 2011 § Skriv en kommentar

– skabelse, sansning, vagabonder og livsfryd i samtalepraksis

1 dags workshop 7. juni 2012

På workshoppen introduceres enkelte af Deleuzes begreber og vi ser overordnet på, hvordan disse begreber forbinder sig med poststrukturalisme eller begivenhedsfilosofi. Der inddrages skønlitteratur, sansernes tilstedevær, det fysiske rum mm. – alt sammen for at det, som vi går i gang med at tænke, kan indfinde sig og udfolde sig på mere end een måde. I løbet af dagen arbejder vi nemlig med, hvordan vi kan lade os inspirere af Deleuzes tænkning i vores samtalepraksis. Hvor og hvordan kan vi skabe forbindelser mellem identitet, omdømme, drømme og intentioner og så det nye og andet? Hvordan erfare livet med fryd netop i de perioder eller sammenhænge, hvor vi føler os som vagabonder i vores eget liv?

Forandring handler ikke kun om at se fremad, dvs. at ønske at gøre noget andet end det man plejer og derfor prøve sig frem i sproget, i ens handlinger og i ens relationer. Forandring opstår også ved at vi bliver overrasket over os selv. Over alt det, der foregår imellem væren og intet. Alt det liv, der foregår imellem det vi kender og det vi ikke kender, endnu. At befinde sig som menneske et sted i livet, hvor noget ved os selv eller ved andre ryster os, er ikke bare at være “i tvivl” om noget. Det er ikke bare ingenting, dvs. som i “ikke at vide”. Som filosof insisterede Deleuze på, at der netop også er liv og eksistens i de mærkværdige tilstande og sansninger, som opstår, når vores tanker og livsformer støder sammen med noget, der er helt anderledes og som bryder med det vi kender (det konforme). Som tvinger os ud i ubeboede territorier.

Som “proces filosof” var Deleuze hele tiden i gang med at fostre betingelser for Creation, dvs. kreative produktioner af nye tanker, ord og ideer om, hvordan man også kunne leve. Han var optaget af evnen til at berøre og til at blive berørt. Og ikke nok med det. Deleuze skrev om livet på måder, der udfordrer de spørgsmål, vi normalt stiller hinanden, såsom; Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Deleuzes tænkning skaber nemlig andre spørgsmål i retning af; Hvad vil det sige, at være et menneske, der ikke genkendes af andre og som ikke kan genkende sig selv? Hvad vil det sige, at noget sker og skabes, uden at være tilsigtet eller intenderet? Med andre ord; hvor blev subjektet af og hvordan beskæftiger Deleuze sig medhuman beings, humane væsner?

Underviser: Cand. psych. Louise Windfeld Holt
Sted: København
Dato: 7 Juni 2012
Tid: kl 9.00-16.00
Deltagere min. 12/ max 24
Pris: kr. 1250 + moms (incl forplejning) 

Tilmeldingsfrist senest den 1 Maj 2012
via annesaxtorph.dk
Tilmelding her/og send EAN nr til annesaxtorph@gmail.com

Hjemsøgt…

4. oktober 2011 § Skriv en kommentar

… af længslen efter Gud. Som er død. Af længslen efter mening, efter subjektet. Som er dødt – eller snarere svækket.

Jeg surfer i Oleg Koefoeds afhandling “Fiktionsbegivenheder – en poïetisk filosofi”. Han stiller flere spørgsmål om, hvordan skabelse foregår, af kunstnerisk eller filosofisk art, når nu Subjektet for længst er erklæret; færdigt, slut kaput, og, siger jeg selv, på sin vis figurerer anakronistisk som en hån mod længslen efter frihed (fra konformitet). Hvem skaber? Hvordan kan skaben komme igang? Hvordan ‘begynder’ den/det – når nu “den handlende kraft er trukket ud af det og det autonome subjekt er væk”? Spørger altså Oleg K.

Og det er jo decideret skræmmende – at blive hjemsøgt. Så hvad gør man? Man finder sin rastløse metafysiske splittelse frem og så længes man efter bedøvelse… Man køber mere tøj, der ikke kan være i klædeskabet(ene)? Man føler sig tæt på sine medmennesker og giver en tyver til to, man ikke kender fra Røde Kors? Eller: man smider sig foran fjernsynet? Koefoed skriver på side 89 om den behagelige “(…) følelse af at blive opslugt af billederne, navnene, myternes hedonistiske eller bedøvende styrke. “Refleksioner” er der nok af – men kun som spejlinger af den frit svævende krop og den lige så frit svævende bevidsthed. Vi lever videre i et “jeg lever”, holdt oppe af små glimt af æstetiserede lakuner af liv, hvad enten vi søger at skabe dem i vores egne hjem eller nøjes med at halse efter dem i de utallige mediebårne fantasmagoriske universer.”

Det er den stille hjemsøgelse. Den, der hjemsøges, er den, der hele tiden ser sig selv fortælle om noget og ser den andens blik. Den, der hjemsøges, er den, der længes efter at fortælle og glemme the gaze of the Other. Dvs., as if du ikke var der – og så igen må der jo spørges, som Deleuze i Mille Plateaux; “Hvad er et skrig, uafhængigt af den population det kalder på eller fører som vidne?”. Hvad vil det sige at glemme sig selv i selskab med andre? At skrive sin historie i selskab med andre, den kender vi godt. Men at glemme sig selv? I betydningen selvforglemmelse, og altså ikke i martyriets eller konformitetens selvforsagelse.

Vi kan godt huske os selv, som een der gør sådan eller sådan, vi kan processe os frem og præsentere os selv; et præsentabelt Jeg, et belejligt Vi, en opbyggelig fremtid. Det betyder ikke, at vi ikke hjemsøges – af os selv (eller manglen på oplevelsen af samme) eller af selve livet. Koefoed beskriver det simpelthen godt, længslen lige ved siden af hjemsøgelsen, igen side 89; “En dag kan vi blive som den, der lever. En dag vil vi modtage livet. Men samtidig lever vi videre i en længende skygge af det menneskelige, hvor subjektets enhed er opdelt, men ikke mangfoldigt, splittet mellem en utilstrækkelig nutid og et billede af en glorværdig fremtid.”

Og så er vejen ellers banet for at lade tekster af Deleuze og Derrida komme til, når nu subjektet som (splittet) enhed, som the One Person, er en død sild. Deleuzes begreb ‘mangfoldighed’ – stritter i alle retninger ved en fragmenteret, sammensat og flertydig subjektivitet, der ikke er splittet (for en dag at samles), men som gøder jorden for al stabiliseret identitet. Og så endelig, som Deleuze ægger os til; at blive værdig til begivenheden, altså, at ville det (uskelnelige og vilkårlige), der er hændt een, så meget, at man fravrister det dets ‘formålsløshed’. Hvor Deleuze her kan gribe ind i Koefoeds tekst via mangfoldighed og the will to power (?), så kan Derrida kaste sit begreb om absolut ansvarlighed afsted. For der mangler jo et Du i paragraffen ovenfor. Et Du, jeg kan forholde mig loyalt over for, et du, en Gud, en Min Elskede, en ‘Det i mig selv, jeg ikke forstår’. Et du, som ifølge den norske forfatter Karl Ove Knausgård forpligter Jeg’et, og altså et du, som ikke eksisterede for Anders Breivik d. 22. juli i år. Et du, som for Derrida er denne singulære, radikale Anden i sit konkrete liv eller manifestation, jeg kan forpligte mig over for – ikke i form af valg (rundet af konformitet, kendte scenarier og kalkulerbar moral), men absolut ansvarlig forpligtelse i kraft af beslutninger (der ikke nyder genkendelse i det almene, i diskurser, i lovens retfærdighed).

Der må da findes et mere vedkommende begreb for det her end…agens?!!?!…

…eller også får man sig en hund.

13. september 2011 § Skriv en kommentar

Vi sad dér på trappen. Mig og hunden i mit barndomshjem. Man kunne sidde der, i entreen, skulder mod skulder, og ikke lave en fløjt. Lettest var det at sidde der, når nogen skulle ordne noget, bære varer ind eller bare sige farvel (” voksensnak…voksensnak…tak for kaffe”).

Det var en hvid og sort hund. Egentlig en temmelig asocial og sky hund, der altid formåede at stille sig en armslængde (plus det løse) væk fra mennesker, så den ikke kunne udsættes for klap, strøg osv…med andre ord fysiske kærtegn. Men dér på trappen, der gik det an. Et eller andet gik an.

Dyb salighed. Samhørighed? Næppe, men helt bestemt en erfaring af det uudgrundeligt dejlige ved at være i selskab med et andet levende væsen, hvor intet i situationen kalder på et defineret formål, hævdelse af identitet eller eksplicit deltagelse. Og hvor situationen vist heller ikke har noget særligt at gøre med omsorg, gensidighed eller empati – blikket for den anden som Anden

Filosoffen Gilles Deleuze fabulerede derudaf om tilblivelse, og ifølge ham handler dét med mig og hunden om becoming animal. Becoming dog. Becoming gaze. I terapeutisk regi bliver ordet Tilblivelse brugt i forbindelse med processer, der handler om menneskers dannelse. Skridtene hen mod og skridtene væk fra deres drømme, preferencer og forestillinger – hvem jeg gerne vil blive og hvordan jeg gerne vil leve. Becoming dog handler om noget andet.

Man kan længes efter et væsen. Den anden som væsen. Vennen. Barnet. Partneren. Bedstemoderen som væsen. Ikke længes efter denne andens karakteristika, ikke alt det ved den anden, jeg kan sætte en finger på, beskrive og definere. Men simpelthen – alt  i alt – den anden som væsen.

Derrida skelner mellem the Who (den enestående) og the What (kvaliteterne, egenskaberne, vanerne, udseendet). Og får sagt, at hjertet blafrer mellem disse to. Skuffelsen, lige om hjørnet. The falling out of Love, lige om hjørnet. (Tjek youtube-klippet med ham, jeg har postet). The Who er uerstatteligt, det er det ene-stående og i tråd med Deleuze måske også; det anonyme, det asubjekte…

Man finder sig en familie, en kæreste, en sjæleven…eller også får man sig en hund. Topper får sig et næsehorn og styrter her gennem gulvet ned til den uimodståelige Frøken Flora. Kodeordene her er Tavshed & Kaffe. Og sidenhen Brandmænd & Kaffe. Se hvordan det helt helt fortryllende begynder at opstå ca. 2 minutter inde i klippet:

NN

7. september 2011 § Skriv en kommentar

rød retro plastik sprød våd hvalpefed / cocktailkirsebær / et glas, en pind, et bær, i munden, to der kysser i tv

NN

7. september 2011 § Skriv en kommentar

How terrible to know nothing. How terrible this face, right before everything happens.

Where Am I?

You are currently browsing entries tagged with begivenhed at APORIA.