Paper for Deluze Studies Conference, Istanbul, Turkey, July 14-16th 2014

12. juli 2014 § Skriv en kommentar

For thousands of years, in all kinds of worlds, the art and practice of handcraft has continuously played a part in peoples everyday lives. Handcrafting is the art of becoming-imperceptible through monotonous and restrained steps – etymologically, monotonous refers to the tension or stretching of a single string, which is exactly what knitting, weaving, crocheting, sewing etc. is all about. Such monotonous indulgence might produce a state of inertia and is often described as akin to spiritual practices or experiences of Void. Exact techniques, repetitive movements, microscopically clicking sounds and sensuous materials – intertwining within an archipelago of raising and fading murmuring voices. As such, handcrafting might assemble and affirm what Deleuze termed “stationary journeys”. It opens up territories of silence, fabulation and involutive stretchings, producing “individuations without a ‘subject’”. But why, why insist on the possibility of such collective becomings-imperceptible?

In Scandinavia, the quest for a ‘mindful being’ has gone haywire. In order to deal with surroundings of incessant stimuli, people withdraw to isolated spaces of solitudes longing for inner peace and re-balanced burned-out nervous systems. This desperate desire for ‘absence of speech’ and ‘neutral, unlimited awareness’ creates an array of techniques that individualize those sufferings created through neoliberal machines – techniques that dance on a kind of surface that always implies an underneath or foreseeable, self-reflected position. What is at stake is an incessant desire for movement and for being moved. And this subject of the identity-forever-in-flow suffers from stimuli overdose. Hence, new existential questions arise from this ’neuronal paradigm’, disrupting the Discipline of Psychology that rely so heavily on dialogue and identification. What if nothing outlines me and movements have moved me too much? What if living is stuck as “hardened empty envelopes”? What if I don’t want to express MySelf to you, but rather imperceptibly blend into collective doings?

What I wish to address is the possibility of a Deleuzian surface when it comes to therapeutic settings. Do we have to face each other? Do we have to take turns talking? Do we have to ‘express ourselves’? In order to experiment, we need to acknowledge contemporary claims of states of inertia, of stuckness, of desire for Absence. In other words, how a body without organs might unfold as “a molecular process into a black hole”, how a line of flight might be caught up in self-destructive machines. How to respond to states of burn-out or depression, the sufferings of too much open-ended-ness? “Experimentation is involutive, the opposite of the overdose”, Deleuze wrote. In line with this, handcrafting will collectively and positively affirm the event of inertia as pure event, as Void, in the sense of a Blanchotian Midnight. Affirming those stationary journeys at midnight – that fullness of being in dark, daily moments of nothingness. An involutive stretching of the string.

Reklamer

Monstrøsitet

31. marts 2014 § Skriv en kommentar

Hermed link til min artikel “Monstrøsitet” – om præstationssubjektets sanselige længsel, adresseret gennem Jacques Derrida og Gilles Deleuzes terminologier og tænkning. Udkom i august-nummeret (2013) af Avis Venire, udgivet af konsulentvirksomheden Villa Venire.

http://villavenire.dk/media/4326/monstroesitet.pdf

(this article is in Danish!)

Lisboa Conference on Deleuze

3. juli 2013 § 1 kommentar

About to leave for Lisboa, Portugal…what a gorgeous place for a conference centering philosopher Gilles Deleuze!

Check out the website at http://deleuze2013.fc.ul.pt

I’ll be presenting in one of the panels and here goes the abstract…

“Dwelling-tellings – the Art of Joy”

How to become a narrator? How to tell one’s story and become other? Those questions haunt the discipline of Psychology. Freud proposed a topological mirror to work on subjectivity. And for a decade, narrative, constructionist approaches have focused on acknowledgment, intentionality and a grateful Witness. The art of Conversing and Listening has been the fundamental pillar of various psychological practices. Meanwhile, the questions crucial to subjectivity of today are changing. People set out on quests for ‘inner peace’ rather than confessing the story of their lives in reflective dialoques.

How on earth might a conversational psychology respond to this trend? How to respond to the troublesome, existential questions that people are desperate to answer nowadays by individualizing, exotic ‘techniques of the mind’ such as Mindfulness? And how might the work of Gilles Deleuze outline new territories of practices dealing with such societal sufferings as depression, exhaustion and anxiety?

The language that outlines a Person, the telling of the story of my life, is not to be discarded here. The storying of one-self, the marking out of a territory of an ‘I’, is neither disgraceful nor incompatible with a Deleuzian approach. Rather than warding off the territorial workings of language, the ideas of Deleuze revives an attention towards the telling itself rather than what (or whom) is being told. How to create frames for dwelling-tellings? How might psy-professionals territorialize social settings that might deterritorialize the re-presenting of identity, producing “individuations without a ‘subject’”, as Deleuze beautifully put it? For instance, practicing handcraft makes people forget themselves and in a way forget others while still dwelling and connecting with others. To approach those questions and unfold these lines of thought in some Deleuzian spirit, this workshop is nurtured in particular by terms such as joy, involution and void.

Jeg afholder workshop om Deleuze

18. november 2011 § Skriv en kommentar

– skabelse, sansning, vagabonder og livsfryd i samtalepraksis

1 dags workshop 7. juni 2012

På workshoppen introduceres enkelte af Deleuzes begreber og vi ser overordnet på, hvordan disse begreber forbinder sig med poststrukturalisme eller begivenhedsfilosofi. Der inddrages skønlitteratur, sansernes tilstedevær, det fysiske rum mm. – alt sammen for at det, som vi går i gang med at tænke, kan indfinde sig og udfolde sig på mere end een måde. I løbet af dagen arbejder vi nemlig med, hvordan vi kan lade os inspirere af Deleuzes tænkning i vores samtalepraksis. Hvor og hvordan kan vi skabe forbindelser mellem identitet, omdømme, drømme og intentioner og så det nye og andet? Hvordan erfare livet med fryd netop i de perioder eller sammenhænge, hvor vi føler os som vagabonder i vores eget liv?

Forandring handler ikke kun om at se fremad, dvs. at ønske at gøre noget andet end det man plejer og derfor prøve sig frem i sproget, i ens handlinger og i ens relationer. Forandring opstår også ved at vi bliver overrasket over os selv. Over alt det, der foregår imellem væren og intet. Alt det liv, der foregår imellem det vi kender og det vi ikke kender, endnu. At befinde sig som menneske et sted i livet, hvor noget ved os selv eller ved andre ryster os, er ikke bare at være “i tvivl” om noget. Det er ikke bare ingenting, dvs. som i “ikke at vide”. Som filosof insisterede Deleuze på, at der netop også er liv og eksistens i de mærkværdige tilstande og sansninger, som opstår, når vores tanker og livsformer støder sammen med noget, der er helt anderledes og som bryder med det vi kender (det konforme). Som tvinger os ud i ubeboede territorier.

Som “proces filosof” var Deleuze hele tiden i gang med at fostre betingelser for Creation, dvs. kreative produktioner af nye tanker, ord og ideer om, hvordan man også kunne leve. Han var optaget af evnen til at berøre og til at blive berørt. Og ikke nok med det. Deleuze skrev om livet på måder, der udfordrer de spørgsmål, vi normalt stiller hinanden, såsom; Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Deleuzes tænkning skaber nemlig andre spørgsmål i retning af; Hvad vil det sige, at være et menneske, der ikke genkendes af andre og som ikke kan genkende sig selv? Hvad vil det sige, at noget sker og skabes, uden at være tilsigtet eller intenderet? Med andre ord; hvor blev subjektet af og hvordan beskæftiger Deleuze sig medhuman beings, humane væsner?

Underviser: Cand. psych. Louise Windfeld Holt
Sted: København
Dato: 7 Juni 2012
Tid: kl 9.00-16.00
Deltagere min. 12/ max 24
Pris: kr. 1250 + moms (incl forplejning) 

Tilmeldingsfrist senest den 1 Maj 2012
via annesaxtorph.dk
Tilmelding her/og send EAN nr til annesaxtorph@gmail.com

…eller også får man sig en hund.

13. september 2011 § Skriv en kommentar

Vi sad dér på trappen. Mig og hunden i mit barndomshjem. Man kunne sidde der, i entreen, skulder mod skulder, og ikke lave en fløjt. Lettest var det at sidde der, når nogen skulle ordne noget, bære varer ind eller bare sige farvel (” voksensnak…voksensnak…tak for kaffe”).

Det var en hvid og sort hund. Egentlig en temmelig asocial og sky hund, der altid formåede at stille sig en armslængde (plus det løse) væk fra mennesker, så den ikke kunne udsættes for klap, strøg osv…med andre ord fysiske kærtegn. Men dér på trappen, der gik det an. Et eller andet gik an.

Dyb salighed. Samhørighed? Næppe, men helt bestemt en erfaring af det uudgrundeligt dejlige ved at være i selskab med et andet levende væsen, hvor intet i situationen kalder på et defineret formål, hævdelse af identitet eller eksplicit deltagelse. Og hvor situationen vist heller ikke har noget særligt at gøre med omsorg, gensidighed eller empati – blikket for den anden som Anden

Filosoffen Gilles Deleuze fabulerede derudaf om tilblivelse, og ifølge ham handler dét med mig og hunden om becoming animal. Becoming dog. Becoming gaze. I terapeutisk regi bliver ordet Tilblivelse brugt i forbindelse med processer, der handler om menneskers dannelse. Skridtene hen mod og skridtene væk fra deres drømme, preferencer og forestillinger – hvem jeg gerne vil blive og hvordan jeg gerne vil leve. Becoming dog handler om noget andet.

Man kan længes efter et væsen. Den anden som væsen. Vennen. Barnet. Partneren. Bedstemoderen som væsen. Ikke længes efter denne andens karakteristika, ikke alt det ved den anden, jeg kan sætte en finger på, beskrive og definere. Men simpelthen – alt  i alt – den anden som væsen.

Derrida skelner mellem the Who (den enestående) og the What (kvaliteterne, egenskaberne, vanerne, udseendet). Og får sagt, at hjertet blafrer mellem disse to. Skuffelsen, lige om hjørnet. The falling out of Love, lige om hjørnet. (Tjek youtube-klippet med ham, jeg har postet). The Who er uerstatteligt, det er det ene-stående og i tråd med Deleuze måske også; det anonyme, det asubjekte…

Man finder sig en familie, en kæreste, en sjæleven…eller også får man sig en hund. Topper får sig et næsehorn og styrter her gennem gulvet ned til den uimodståelige Frøken Flora. Kodeordene her er Tavshed & Kaffe. Og sidenhen Brandmænd & Kaffe. Se hvordan det helt helt fortryllende begynder at opstå ca. 2 minutter inde i klippet:

Where Am I?

You are currently browsing entries tagged with becoming at APORIA.