Træthed I (symptom)

3. oktober 2012 § Skriv en kommentar

I en terapihave i Nordsjælland står en bænk. Med fuldt overlæg er den lavet præcis så lang, at der er plads til, at to mennesker kan sidde ved siden af hinanden. Og dér holde hinanden med selskab. Man kan altså vælge at sætte sig i den ene ende af bænken og invitere andre til at slå sig ned. Eller man kan sætte sig midt på bænken. Og fylde det hele selv.

Jeg begyndte at tænke på designet af denne bænk under læsningen af bogen “Træthedssamfundet” (2012, forlaget MØLLER) af den tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han. Bænken er designet i tråd med, hvad Han kalder et “immunologisk perspektiv” på magt og subjektivitet. Man kan lade sig invadere af den andens tale og tanker og af det, der opstår i relationen. Bænken er designet, så vi kan tage det fremmede til os, i bestemte doser i tid og rum, eller vi kan udelukke den fremmedhed, der gebærder sig ‘destruktivt’. Det fremmede som en virus. Det fremmede som den Andens stemme.

Og selvfølgelig, så er det ikke kun i relationen til den anden, den forbipasserende, at vi optager eller udelukker det fremmede. Man kan sidde dér, alene, i relation til sig selv, og måske få øje på noget, sortere i noget, tage noget til sig eller skille sig af med noget. Dét at sidde for sig selv er ikke at være fri af stemmer, af det fremmede, som kan skræmme, opildne eller skabe splid. Mindfulness og meditationsteknikker er responser på denne erfaring af indre Splittelse, der opstår i mødet mellem gode, ægte stemmer og så forvrængende, fremmede stemmer.

Og dog. Måske handler udbredelsen af disse sinds-teknikker om noget andet end en indre splittelse. Måske handler subjektivitet idag om noget andet end en indre splittelse, der har fået os til at søge efter at blive et helt menneske. Et godt menneske. Måske er subjektivitet ikke så meget et spørgsmål om moral og fristelse, altså om at navigere i splittelser mellem det gode og det onde, det sande og det falske, det autentiske eget og det fremmede?

Vi ønsker tydeligvis stadig at massere sindet. Men hvorfor? Hvilket løfte giver sindsteknikkerne og hvilke lidelser søger vi svar på idag?

Byung-Chul Han beskriver den vestlige samtids borgere som ramt af en individualiserende, isolerende “jeg-træthed”. Det er en sprogløs træthed, der skaber tilstande af depression, og som vokser ud af hyperaktivitet og spredt opmærksomhed. Med andre ord, en træthed, der kommer af et overmål af positivitet (i betydningen tilstedevær af Noget). Der er altid mere at komme efter og der er altid noget efter os. Og dér rammes vi af en hysterisk form for kvantitet; der er altid mere (at uddanne sig til), altid flere (til at overtage ens job). Det gør os trætte. Hver for sig. Subjektivitet kredser ikke om dét at “burde lyde”, men om “lysten til at yde” – “at kunne KUNNE”, som filosoffen Han skriver. Vita activa – aktivværen – er blevet svaret på, hvad det vil sige at være borger og menneske og derfor kan vi idag tale om præstationssubjekter frem for lydighedssubjekter.

Og hvad er der så sket med træthed som sådan? Den er blevet et symptom. Et signal, et tegn. Noget vi skal komme os over og overkomme for at vende tilbage til gængs modus; Vita activa. Træthed opleves som en klods om benet, fordi trætheden ikke stimulerer den spredte opmærksomhed. Med trætheden mister vi pludselig evnen til at opleve den form for subjektivitet, vi normalt bliver genkendt i, og som foregår i det uafsluttelige, det evigt tilflydende; overmålet af positivitet. Vi svinger mellem at føle, at “intet er umuligt” til “intet er muligt”. Alt eller intet.

Bænken i terapihaven minder os om, at vi på et tidspunkt skal blive os selv igen – aktivere os selv i det sociale rum fremfor at sidde dér og gøre ingenting. Den inviterer os til, at vi skal bevæge os fra en afsondret depressiv inaktivitet (alene på bænken) til et aktivt fremført borgerskab (i den andens øjne og selskab). I sin diagnose af vestlig samtid, viser Han derfor, hvordan subjektivitet idag foregår i dette spænd mellem aktivitet og passivitet. Træthed er blevet et symptom på alt det, vi ikke længere lykkes med eller orker. Måske vi kunne glemme at aktivere os selv, når jeg sidder ved siden af dig på den dér bænk? Og behøver trætheden altid at være min, og min alene?

(læs fortsættelsen imorgen, når jeg poster anden del af føljetonen om Træthed og den tysk-koreanske professor Byung-Chul Han’s samtidsdiagnose)

Reklamer

Where Am I?

You are currently browsing entries tagged with bænk at APORIA.