SOS What happened to the wailer?

17. oktober 2013 § Skriv en kommentar

As a Danish citizen I am part of a nation ranked as the happiest in the world. Nearly ten % of the population is taking antidepressants. Working as a psychologist/therapist, I am supposed to fix those experiences of LACK by finding and believing in the object missing; energy, happiness, motivation, calmness, concentration, you name it!! Burn-out syndrome and depression are diseases of lack and of nothingness: the slogan “All is possible” is overwhelming, gradually turning into “Nothing is possible”. And the wailer is nowhere to be found. Australian based Narrative Therapy has dealt with sufferings of “the internalized Other(s)” through practices of witnessing and reversing of those damned subjugating, marginalising discourses. It is a therapy of Pride, Voice and Recognition. However, I think the subjectivity at stake for a contemporary therapeutic response is changing from the Marginalised towards a Flooding of gazes, pop-up faces, signatures… Speech is so close to just being noise. Not sound, but noise. The art of communication and reflection, right?! So, how do people respond to this issue (not yet posed as a ‘problem’) of hyper-responsitivity in their everyday lives? In Scandinavia, the most popular answers are Mindfulness Techniques and antidepressants. And now, the term Intensity (and thereby the name of Gilles Deleuze) has entered pop-vocabulary, conceived as some sort of energizer, as a volumizer of the sensuous, turning into yet a quantitative matter of the great (too) “Much”. An abyss of individualizing promises operationalized through “Affect Management” in workplaces, in meetings, in schools, in spare time. The promise is to become aware of the present and to revive your senses (although learning the art of Smell only applies for red crisp apples, not for the rotten ones). All this IN ORDER TO…feel happy again…so you can work again. This is the search for inner silence in order to face and survive outer noise. What world is this? Being a traveller in social networks, being fed with decadent sensuousness and haunted by IN ORDER TO’s? My profession, the discipline of Psychology, is having problems responding to this over flooding of noise and hyper-responsitivity in ways that do not fall into those individualizing abysses, either within or without of a conversational frame. So far, I’ve been addressing handcraft, knitting, gardening, war veterans gathering around MC’s… What problems to frame? What gatherings to imagine? What assemblages? What silences to create, connected with joy rather than total lack (of speech)? How to become-wailer, crying out this overwhelming Too Much? This cry, this sublime complaint that “does not express the pain (…) but is a kind of song” (Deleuze, on Joy in l’Abecedaire)…

Reklamer

Speaking in tongues – thoughts on a Strident Feminist aka Caitlin Moran

18. september 2013 § 1 kommentar

I have not yet read a single text by british feminist writer Caitlin Moran. I did go to a talk yesterday in Copenhagen though. This talk (and all the funny talks afterwards) made me wonder, in an everyday life kind of way, in a bodily kind of way, in a philosophical kind of way; what the heck is feminism?
I especially kept wondering about Caitlin Moran’s positive, affirmative use of the term ‘strident feminist’. What does strident mean? Yes, of course, at first look; harsh, rough, ear-piercing, dissonant, unharmonious etc. So, usually, ‘strident’ works as a word used to silence somebody’s act of voicing themselves, via degradation.
Looking (not closer, but) farther at this word, ‘to stride’ is hooked up with fighting, struggling or making a strong effort, in the sense; walking with long or extended steps.
Secondly, ‘to stride’ is to utter an inarticulate sound, a fragment, granulate or screech, in other words, an ex-pression that cannot be read or interpreted in any common, unified or literate way. It is speaking in tongues (glossolalia) vs. speaking silver-tongued.
The third hook connects striding with straddling, where someone or something appears to favor both sides, ambiguously taking up an equivocal position.
So, all this adds up to a mix of making an effort to struggle for the ambiguities of Life in a yet unrecognized way of expression. Hm?
One thing is struggling for ones own life, but how to struggle for the life of others, for the living as such? The everlasting question, “what does it mean to speak for others”, is at stake through this strident feminist. The recognition of a minority should never encourage either reversed hierarchies, nor should it outline a complete ‘identification’ or delimitation of any group what so ever. Identity-work would always be a matter of paradoxes and of the infamous AND, according to (yummy) french philosophers Gilles Deleuze and Jacques Derrida. Somehow, in line with this, Caitlin Moran spoke with a desire not to isolate the becoming of a minority, by making suffering belong to someone(s), but instead talking about how suffering materializes as a collective problem of a People.
A collective problem? In what sense? Let’s talk about equivocation again. Taking up an equivocal position means the connecting of worlds in an ambiguous and ambivalent way – not because you don’t know what’s really real, but because you do know all the real real’s.
If women’s rights is about living a life where thinking, loving, breathing and creating is (legitimately) materialised, this bundle of living excites the living of others, it excites the living of all kinds of living bundles. A breath does not steal the breath of others. People kissing. People (thinking while) talking. People laughing. People carrying people, and people being carried by people. It does not steal, it lives. In other words, the problem does not belong to Woman, the problem of sexism is happening throughout the lives of all bundles of living creatures. It is not about category, not even in the (assumed most simple) couple “man vs woman”. It is about life occurring as connection and as encounters. All is affected.
Hence, equi-vocation and its emphasis on the vocal, the existence of equal voices creating worldly ambiguity and ‘actual problems through encounters’. Rather than equi-valence, the production of sameness, uniformity or identicalness in a realm of stabile values and indisputable morals.
Hm. This strident feminist; a bundle of life making an effort to struggle for the ambiguities of Life in a yet unrecognized way of expression…

Lisboa Conference on Deleuze

3. juli 2013 § 1 kommentar

About to leave for Lisboa, Portugal…what a gorgeous place for a conference centering philosopher Gilles Deleuze!

Check out the website at http://deleuze2013.fc.ul.pt

I’ll be presenting in one of the panels and here goes the abstract…

“Dwelling-tellings – the Art of Joy”

How to become a narrator? How to tell one’s story and become other? Those questions haunt the discipline of Psychology. Freud proposed a topological mirror to work on subjectivity. And for a decade, narrative, constructionist approaches have focused on acknowledgment, intentionality and a grateful Witness. The art of Conversing and Listening has been the fundamental pillar of various psychological practices. Meanwhile, the questions crucial to subjectivity of today are changing. People set out on quests for ‘inner peace’ rather than confessing the story of their lives in reflective dialoques.

How on earth might a conversational psychology respond to this trend? How to respond to the troublesome, existential questions that people are desperate to answer nowadays by individualizing, exotic ‘techniques of the mind’ such as Mindfulness? And how might the work of Gilles Deleuze outline new territories of practices dealing with such societal sufferings as depression, exhaustion and anxiety?

The language that outlines a Person, the telling of the story of my life, is not to be discarded here. The storying of one-self, the marking out of a territory of an ‘I’, is neither disgraceful nor incompatible with a Deleuzian approach. Rather than warding off the territorial workings of language, the ideas of Deleuze revives an attention towards the telling itself rather than what (or whom) is being told. How to create frames for dwelling-tellings? How might psy-professionals territorialize social settings that might deterritorialize the re-presenting of identity, producing “individuations without a ‘subject’”, as Deleuze beautifully put it? For instance, practicing handcraft makes people forget themselves and in a way forget others while still dwelling and connecting with others. To approach those questions and unfold these lines of thought in some Deleuzian spirit, this workshop is nurtured in particular by terms such as joy, involution and void.

Dwelling-tellings…Down Under

16. oktober 2012 § Skriv en kommentar

Soon heading for Australia…I’ll be looking out for deadly spiders. And hoping for some nerdy times while discussing responses to trauma etc. at Narrative Practices Adelaide. Those are some of the questions I’ll bear in mind…

What are the effects of handcraft – such as knitting, gardening, playing instruments – on our ability to do some dwelling-telling and to forget ourselves all the while?

What might cognitive neuroscience have to say on the connections between tellings, dwellings, tools and movement?

What does the Social look like in this experiment of bringing (repetitive) movements in the therapeutical limelight?

What might a distinction between different silences enable us to do, say and see – that of silence (lack of voice) and silence (void)?

What happens with concerns on context, power and positioning when bringing Philosophers of Joy, Gilles Deleuze and Friedrich Nietzsche, to the narrative fête?

If Freud used a topological Mirror to work on subjectivity, and if the Narrative field uses a grateful Witness, how might a conversational psychology “respond” to the present turning away from such practices of reflected subjectivity and the drive towards techniques of inner silence (eg. Mindfulness)?

Down Under, I’ll be thinking in terms of this idea of dwelling-telling (sorry, it’s terrible to pronounce!). It is associated with the lovely narrative idea of loitering and it suggests a rethinking of everyday social life that I believe the western societies are looking for. Longing for.

Træthed II (summen)

4. oktober 2012 § Skriv en kommentar

Professor Byung-Chul Han ser noget for sig, han har en vision. I bogen “Træthedssamfundet” beskriver han en anden form for træthed end den isolerende jeg-træthed. En “Vi-træthed”. En inspirerende verdenstryg træthed og “et fællesskab, der ikke har brug for noget slægtskab. I det vækkes en bestemt takt til live, der leder til en samstemmighed, en nærhed, et naboskab.” En træthed i negativ potens, Vita contemplativa. En træthed, der ikke skal overkommes.

Det er altså ikke en diskursiv omdefinering af jeg-trætheden, Han har gang i. Projektet i Han’s bog er en opfordring til at undersøge, hvordan man skaber rammer for en ganske anden slags træthed, en verdenstryg træthed, hvor man gør sig tilgængelig for verden – hvor der opstår et jeg og et du, en dualitet. Een berører og bliver berørt af en anden.

Ræsonnementet i psykologiens verden har været; fuck dualitet! Giv den enkelte retten til at åbne livet, dér hvor der ellers kun var to steder at opholde sig; inde i varmen eller ude i kulden. Vi har skældt så skrækkeligt meget ud på dualismer. Fordi tvedelinger netop har været stærkt forbundet med essentialisering, med smalt liv og låst subjektivitet. Ergo lød det; lad os lukke det hele ind, livet i alle mulige former og farver og give det et par (borgerskabs-berettigende) navne! Paradoksalt nok er konsekvensen, at du’ets andethed, den andens andethed, er forsvundet, ædt op af inklusions-mekanismerne i afmarginaliseringens navn. Er det en længsel efter genkendelighed, der har været i spil, eller hvad foregår der? En længsel efter at kunne afmaskere, og det vil sige navngive dét ved os selv og det fremmede, der ellers ikke forbandt sig med det talende, favnende fællesskab? Vi forgabte os i fællesskabets ansigt og dæmoniserede fællesskabets summende ånd.

Den dualitet, Hr. Han lægger for dagen, handler om et Du og et Jeg. Og dermed muligheden af et Vi. Med tak for lån til konsulent Klaus Bakdal, kan man passende tale om et Hinanden her (et Hinanden, efterfulgt af Du og Jeg i parentes). Pointen med at introducere denne dualitet er at reetablere erfaringen af negativitet. Den subjektivitet, der rammes af et overmål af positivitet, er nemlig som et væsen, der æder i eet væk og aldrig kan blive mæt og aldrig sulten. Det giver ikke engang mening at kaste op. For paradoksalt nok bliver man ædt op i en sådan reaktiv respons, man dør af afholdenhed i en immunologisk udskillelse af det evigt tilflydende, af overmålet af positivitet. Filosoffen Gilles Deleuze ville mene, at vægringen ved føde er et forsøg på at erfare noget andet end netop overmålet af positivitet; tomhed, Void (frem for Lack), Legemet uden Organer. Det skaber eksistentielle problemer, fordi forsøget netop ikke kan foregå afsondret fra verden. Forsøget bliver bemærket og mærket af identitet og følelser – som en kompetence (udi perfektionisme), som længsel (efter autonomi), som rus (af kontrol).

Subjektivitet er her hårdt arbejde. Og hvem har ikke brug for en pause fra alle de forvrængende, modstridende stemmer, der afbryder sindets rolige flow? Blive befriet for frygt og bekymring? Hvem kan modstå ord som nærvær og tilstedevær? Hvem kan dy sig for at melde sig ind i det komplet modsatte af det synligt socialt aktive, nemlig, den isolerede afslapning?

Vi vender os hen mod den, afslapningen. Underholdningen. Bedøvelsen. Selvforsagelsen (vi har endda en alkoholfri uge i Danmark nu (men jeg siger ikke hvilken)).

Jeg vil påstå, at det vi søger er selvforglemmelse. Og derfor er mit vigtigste spørgsmål for tiden, hvordan vi skaber rammer for selvforglemmelse, der ikke ender som individualiserende reaktive teknikker for massage af sindet. Og nej, det er ikke engang lykken, altså følelsernes paradis, det her handler om. Det handler om fryd og spørgsmålet om, hvordan man gør denne summende tilstand til et socialt, verdenstrygt trætheds-fænomen.

“Det mindre i jeget ytrer sig som et mere i verden”, skriver professor Han. At glemme sig selv er ikke at forsage sig selv. Selvforglemmelse opstår ikke fjernt fra verdens gang, det opstår i forbindelsen med verden, i samstemmighed (ikke at forveksle med konsensus). Det opstår med bevægelser, gentagelser, takt, taktilitet, produkter og redskaber. Når vi spiller musik sammen. Danser sammen. Drikker whiskey i hinandens selskab. Laver håndarbejde. Kultiverer jorden eller smækker parketgulvet på plads. Laver stilhed. Laver et Hinanden og en vi-træthed, hvor vi lærer “ikke at reagere spontant på en pirring”, hvilket Nietzsche rammende citeres for i “Træthedssamfundet”. Det handler ikke om at tage en pause eller blive overmandet af det modsatte af aktivværen, det vil sige apati, depression eller udmattelse. Det handler om en sigtbarhed, et langvarigt blik, der summende giver adgang til lange og langsomme former.

It is not a Nothingness.

Træthed I (symptom)

3. oktober 2012 § Skriv en kommentar

I en terapihave i Nordsjælland står en bænk. Med fuldt overlæg er den lavet præcis så lang, at der er plads til, at to mennesker kan sidde ved siden af hinanden. Og dér holde hinanden med selskab. Man kan altså vælge at sætte sig i den ene ende af bænken og invitere andre til at slå sig ned. Eller man kan sætte sig midt på bænken. Og fylde det hele selv.

Jeg begyndte at tænke på designet af denne bænk under læsningen af bogen “Træthedssamfundet” (2012, forlaget MØLLER) af den tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han. Bænken er designet i tråd med, hvad Han kalder et “immunologisk perspektiv” på magt og subjektivitet. Man kan lade sig invadere af den andens tale og tanker og af det, der opstår i relationen. Bænken er designet, så vi kan tage det fremmede til os, i bestemte doser i tid og rum, eller vi kan udelukke den fremmedhed, der gebærder sig ‘destruktivt’. Det fremmede som en virus. Det fremmede som den Andens stemme.

Og selvfølgelig, så er det ikke kun i relationen til den anden, den forbipasserende, at vi optager eller udelukker det fremmede. Man kan sidde dér, alene, i relation til sig selv, og måske få øje på noget, sortere i noget, tage noget til sig eller skille sig af med noget. Dét at sidde for sig selv er ikke at være fri af stemmer, af det fremmede, som kan skræmme, opildne eller skabe splid. Mindfulness og meditationsteknikker er responser på denne erfaring af indre Splittelse, der opstår i mødet mellem gode, ægte stemmer og så forvrængende, fremmede stemmer.

Og dog. Måske handler udbredelsen af disse sinds-teknikker om noget andet end en indre splittelse. Måske handler subjektivitet idag om noget andet end en indre splittelse, der har fået os til at søge efter at blive et helt menneske. Et godt menneske. Måske er subjektivitet ikke så meget et spørgsmål om moral og fristelse, altså om at navigere i splittelser mellem det gode og det onde, det sande og det falske, det autentiske eget og det fremmede?

Vi ønsker tydeligvis stadig at massere sindet. Men hvorfor? Hvilket løfte giver sindsteknikkerne og hvilke lidelser søger vi svar på idag?

Byung-Chul Han beskriver den vestlige samtids borgere som ramt af en individualiserende, isolerende “jeg-træthed”. Det er en sprogløs træthed, der skaber tilstande af depression, og som vokser ud af hyperaktivitet og spredt opmærksomhed. Med andre ord, en træthed, der kommer af et overmål af positivitet (i betydningen tilstedevær af Noget). Der er altid mere at komme efter og der er altid noget efter os. Og dér rammes vi af en hysterisk form for kvantitet; der er altid mere (at uddanne sig til), altid flere (til at overtage ens job). Det gør os trætte. Hver for sig. Subjektivitet kredser ikke om dét at “burde lyde”, men om “lysten til at yde” – “at kunne KUNNE”, som filosoffen Han skriver. Vita activa – aktivværen – er blevet svaret på, hvad det vil sige at være borger og menneske og derfor kan vi idag tale om præstationssubjekter frem for lydighedssubjekter.

Og hvad er der så sket med træthed som sådan? Den er blevet et symptom. Et signal, et tegn. Noget vi skal komme os over og overkomme for at vende tilbage til gængs modus; Vita activa. Træthed opleves som en klods om benet, fordi trætheden ikke stimulerer den spredte opmærksomhed. Med trætheden mister vi pludselig evnen til at opleve den form for subjektivitet, vi normalt bliver genkendt i, og som foregår i det uafsluttelige, det evigt tilflydende; overmålet af positivitet. Vi svinger mellem at føle, at “intet er umuligt” til “intet er muligt”. Alt eller intet.

Bænken i terapihaven minder os om, at vi på et tidspunkt skal blive os selv igen – aktivere os selv i det sociale rum fremfor at sidde dér og gøre ingenting. Den inviterer os til, at vi skal bevæge os fra en afsondret depressiv inaktivitet (alene på bænken) til et aktivt fremført borgerskab (i den andens øjne og selskab). I sin diagnose af vestlig samtid, viser Han derfor, hvordan subjektivitet idag foregår i dette spænd mellem aktivitet og passivitet. Træthed er blevet et symptom på alt det, vi ikke længere lykkes med eller orker. Måske vi kunne glemme at aktivere os selv, når jeg sidder ved siden af dig på den dér bænk? Og behøver trætheden altid at være min, og min alene?

(læs fortsættelsen imorgen, når jeg poster anden del af føljetonen om Træthed og den tysk-koreanske professor Byung-Chul Han’s samtidsdiagnose)

Workshop; “Pleasure, fetish and the suspended self”

9. august 2012 § 2 kommentarer

Jeg står for en workshop ved European Narrative Conference, 2012, København onsdag d. 15. august 2012.

Titel; “Pleasure, fetish and the suspended self” (!!)

Den er go’ nok og du kan læse om workshoppen (og sikkert stadig nå at tilmelde dig konferencen) via dette link:

Narrative Conference 2012 > Workshops > Workshops – 15th August.