Monstrøsitet

31. marts 2014 § Skriv en kommentar

Hermed link til min artikel “Monstrøsitet” – om præstationssubjektets sanselige længsel, adresseret gennem Jacques Derrida og Gilles Deleuzes terminologier og tænkning. Udkom i august-nummeret (2013) af Avis Venire, udgivet af konsulentvirksomheden Villa Venire.

http://villavenire.dk/media/4326/monstroesitet.pdf

(this article is in Danish!)

Reklamer

Tørst

13. marts 2014 § Skriv en kommentar

man raver gennem byen for at blive bidt af en forelskelse, man bedriver sport op ad dagen, man raver sig noget på halsen og andet indenbords, barberede armhuler, drukbuler, lidt rabies, gåsehud, kvindehår, man raver til sig, man venter på een man kunne elske, Benson viste sig helt forkert og får rande under knæene og hvis ikke man vidste bedre skulle man tro man var i Shanghai og det var man så og fødderne ned i tøflerne og nattens kaskader søler rundt på gulvet som de plejer, fugtige pletter, vandige pytter, smudsige ærmer og et sæt tøfler, det er kuldens morgen, det er klistrede øjenlåg og afgiftning, allerede, det er glemt, det er allerede glemt og tid til morgenens telegram, Benson tager nattens kaskader med sig, det vil være helt som det plejer, og telegrammet, med kodeord og det hele jeg elsker dig, allerede, det er gjort, det er allerede glemt, og sådan går morgenen fugtig og fyldte nattelugte filtrede kvindehår, lige på tungen, det man skulle sige, det er lige på tungen og bag i hovedet og man gør som man gør, hvis ikke man vidste bedre skulle man tro man var hjemme, man skulle tro det var sådan det forholdt sig i Shanghais gyder, hjemme, liggende på rad og række, rå grå udenpå og kølig morbærsilke indeni, herinde huserer fugten og midterst er haverne, haverne helt at skue, grønne fra himlen og grønne fra bunden, her er gudernes landingsplads og syngepigernes asyl, her banker Shanghais hjerter for dem der aldrig finder hjem, de er her udenfor indeni og allerede, de er glemt, de er allerede glemt og hvis Benson ikke vidste bedre var man hele tiden på vej hjem, man drukner sig selv et par gange indimellem drukner man sine sorger, man lever i inkubationen, det tager et par år, der fråses og man drukner lidt, man drikker meget, man tapper jeg kan ikke se dig mere, man drikker, det er konstateringer, jeg kan ikke se dig for afstanden ps hvorfor gik du, man drikker meget man glemmer lidt, fråser, ter sig, man ser ting for sig, det er der det begynder, længslens sygdom, man fråder, man ser nogen for sig, man er i deres arme, man har altid ret og spasmer i spiserøret, Benson savler af rabies og længsel, Benson vil ikke have noget, Benson vil være i nogens vold, villaen lugter af gammelt vand som ingen rører Benson får vandskræk, man vil stå op hele natten hele dagen raver man rundt i døs og mørke spytter sit savl skyr sin tørst, sygdommen varer ikke længe, det er den længste parentes i livet han går i gang med at dø under sengen op ad dagen siger nogen hans seler gik i stykker

Paper for “The Deleuze Studies in Asia Conference 2014”, June, Osaka, Japan

3. marts 2014 § Skriv en kommentar

Handcrafting-bodies as delirious ensembles

For thousands of years, in all kinds of worlds, the art and practice of handcraft has continuously been part of people’s everyday lives. By knitting, weaving, crocheting, embroidering etc., handcrafting is the art of becoming-imperceptible through monotonous and restrained steps – etymologically, monotony refers to the tension or stretching of a single string. Such monotonous indulgence might produce a state of joyous inertia and is often described as akin to spiritual practices or experiences of Void. Exact techniques, repetitive movements, microscopically clicking sounds, colors and sensuous materials, all actualized from within an archipelago of raising and fading murmuring voices. As such, an ensemble of handcrafting-bodies form a delirious meute, affirming the event of “stationary journeys” and producing “individuations without a ‘subject’” through flows of silence, fabulation and involutive stretchings.

In Scandinavia, the quest for a mindful being of inner peace has gone haywire. There is a desperate desire for solitude and absence of speech, and likewise an array of individualizing practices trying to ease neo-liberal sufferings of ‘burn-out’. Hence, new existential questions arise from this neuronal paradigm, disrupting traditional disciplines of dialogue and identification, e.g. that of Psychology. What if nothing outlines me and movements have moved me too much? What if I don’t want to express MySelf to you, but rather imperceptibly dwell within collective doings? “Experimentation is involutive, the opposite of the overdose”, Deleuze wrote. In line with this, this paper addresses how monotonous handcrafting-ensembles positively and collectively affirm the event of inertia as pure being, as Void, in the sense of a Blanchotian Midnight.

Where Am I?

You are currently viewing the archives for marts, 2014 at APORIA.