NN

30. april 2012 § Skriv en kommentar

Er det imorgen, virkeligheden kommer?

(Tilegnet den i køen, der råber af sit barn og har ondt)

(Tilegnet den i sofaen, der ønsker sig et barn og glemmer sit køn)

(Tilegnet den på gaden, der kender vejen og får gåsehud)

(Tilegnet den på langs, der rører ved en anden og falder i søvn)

(Tilegnet den på stolen, der sender en mail og kaster op)

(Tilegnet den foran spejlet, der ser sig selv og griner)

Reklamer

Demokrati – et foregående!

26. april 2012 § Skriv en kommentar

Skulle man nogensinde forholde sig konkret til Jacques Derridas ideer om ‘Democracy To Come’, så er tiden vældigt moden. Retssagen mod Breivik i Norge optræder i alle medier. Og hvorfor læser vi det? Hvorfor ser vi billederne af denne mand og ikke mindst af tilhørernes ansigter? Hvorfor finder jeg mig selv sidde og spekulere over, hvorvidt og i så fald hvordan man som fængselsbetjent mon kigger denne mand i øjnene?

Sagen om denne mand og de uhyrligheder, han begik sommeren 2011, handler om demokrati og borgerskab. Ikke fordi denne mand begynder at tale om demokratiet ud fra et ønske om at underminere det. Sagen handler ikke om at et etableret demokrati trues eller er i fare. Sagen handler heller ikke bare om, hvorvidt det ene eller det andet hold psykiatere har ret i deres vurdering af denne mand. Sagen handler ikke bare om, hvorvidt han erklæres syg eller ej – altså, hvordan nogle menneskers sondring i et andet menneskes indre afgør samfundets efterfølgende juridiske og følelsesmæssige respons.

Denne type sag handler om, hvor kompliceret og sammensat og evigt ‘på vej’ et demokrati altid er. Og sagen handler som sagt om borgerskab. Om eksklusion. Om forskelle. Om, hvordan borgerskab og demokrati foregår evigt paradoksalt. Om, hvorledes demokrati netop eksisterer ved altid at foregå paradoksalt og aldrig manifesterer sig som en ren, entydig størrelse.

Erklæres Breivik syg, kan han ikke straffes, men han kan få en behandlingsdom, hvilket samfundet ikke kan holde ud eller holde til, for hvad med rets-følelsen? Erklæres Breivik normal, kan han straffes, og det holder samfundet sammen, idet retsfølelsen bliver næret.

Det efterlader imidlertid en tøvende, nagende konstatering; han er dermed een af os…Han bliver ikke bare til en af os – han har hele tiden været det og vedbliver at være en af os, alt imens han med sin talen vedligeholder det uhyrlige. Straffes Breivik med fængsel, straffes han jo som en myndig borger, der kan stilles til regnskab for sine handlinger (og holdninger). Og hvordan skal man så forholde sig til behovet for den samtidige erklæring af manden som inhumant væsen frem for human borger?

Der er i hvert fald to ting på spil her. To ting, der gør, at man som borger forholder sig søgende til sig selv og til andre i en sag som den, der for tiden huserer i Norge.

For det første er der nødvendigvis både et os og et dem, dvs. der konstateres forskelle, hele tiden og til alle tider – og samtidig eksisterer der et behov for at ophæve og udligne forskelle i demokratisk øjemed. Breivik må både inkluderes i et ‘os’, idet han som borger holdes ansvarlig i relation til andre borgere, og han må paradoksalt nok samtidig ekskluderes fra det normale, fra ‘os’, fordi hans handlinger netop både ekskluderer og helt uhyrligt har elimineret andre borgere, os.

For det andet må man spørge sig selv og hinanden – hvornår har nogen eller noget (en institution) ret til at hævde myndigheden til at ophæve andres myndighed? Det er både handlinger, der er begået med en fri vilje (sanity), og handlinger, begået med et sygt sind (in-sanity), der kan ‘berettige’ nogen til umyndiggørelse. Gad vide hvad der sker med ideerne om vilje og sind, hvis vi bytter lidt rundt på sagerne – kunne der findes en syg vilje og et frit sind? En sund vilje og et ufrit sind? Hvordan opstår man som myndigt hhv. umyndigt menneske dér?

Livet med andre er sammensat, verden er tvetydig og paradoksal. Billedet på det demokratiske borgerskab findes ikke. Det udelukker imidlertid ikke en karakteristik, en anerkendelse eller en beskrivelse af demokrati og borgerskab, eller af, hvordan man som borger er spændt ud i det paradoksale. Borgerskab foregår. Demokrati er et foregående. Vi erfarer demokratiet og vi ser det for os i den erfaring, der foregår; Democracy To Come.

NN

15. april 2012 § Skriv en kommentar

Hvem ville ikke gerne / just / want to lie down in the / nude / naked / sand / nogen venter på / at det ringer / fri / i mit hovede / det er en forestilling / nogen siger / bag enhver står en kvinde / jeg står ved siden af mig / selv / jeg hvisker hold nu kæft / herinde hvor kragerne vender / tag fri / lie / down / nude / naked / kragetæer / på maven

Where Am I?

You are currently viewing the archives for april, 2012 at APORIA.