Pausen

6. marts 2012 § Skriv en kommentar

Jeg må glemme mig selv for at fortælle. Når jeg husker mig selv, mens jeg taler, så prøver jeg hele tiden enten at omskabe mig selv eller fremstille mig selv. Og det er noget andet end at fortælle. Terapi bliver magisk i små bidder, når det lykkes for et menneske at befinde sig sammen med et andet menneske og dér fortælle – glemme sig selv og glemme selve fortællingen. At fortælle er at slingre, fabulere, strække noget ud, gentage, springe mellemregninger over og tage omveje. Udsige alle mulige ord, kendte, glemte, jomfruelige ord, og droppe de af ordene, der ikke stemmer overens med vores organisme. At fortælle er at holde pauser, og for at kunne holde af den pause må vi glemme os selv.

I terapi sker det tit, at enhver pause på mere end 4-5 sekunder bliver pinlig og skal brydes. Terapeuten håndhæver jo sit faglige værd ved at tilbyde fremdrift, kontekst og perspektiver. Klienten skal opretholde sig selv som centrum for hele baduljen med tårer, snot, ansigtsmimik, udbrud, fornuft, følelser, minder, præmisser, mekanismer, tvivl. Og de 1000 andre menneskelige ting. Processen må ikke henfalde.

Vi har 50 minutter. Vi har sat en scene, som involverer penge, kompetencer, forandring, identitet, timing og effektivitet. Som sagt, processen må ikke henfalde.

Terapiens pause bliver derfor ofte til tavshedens pause. Den bliver til alt det, der også kunne siges, og til alt det, der ikke bliver sagt. Den bliver til fraværet af noget, fraværet af tale og pudsigt nok meget larmende i al sin intethed. Pausen som tavshed minder os hele tiden om os selv og om relationen; hvornår får noget (talen) bugt med dette afventende fantom (tavsheden)?

På film bliver pausen i terapi ofte fremstillet som en magtkamp. Klienten er passivt aggressiv. Klienten tør ikke komme ud med noget. Og så skal terapeuten gribe ind og nogen skal ud med sproget, før eller siden. Med andre ord: dét ikke at sige noget er udtryk for noget. Eller også er det udtryk for ingenting, dvs. at der slet ikke foregår noget. Og så skal terapeuten også gribe ind. Bygge stilladser for klienten, støtte klienten, afklare kontekster eller afstemme forventninger.

Pausen bliver pinlig, når en handling, en tilkendegivelse eller en bekræftelse burde falde, og ikke gør det. Den pinlige pause opstår i fraværet af noget. Tavsheden opstår i fraværet af tale.

Men pausen kan også være stilhed. Og pausen som stilhed er lige så interessant som talens gave, fordi den er det usynligt og uhørligt virkelige, der virker i os og mellem os. Pausen er afgørende for, at vi kan komme i tanke om det, som vi ellers kun registrerer, og som vi ikke husker. En anelse. En impuls. Noget der ikke stemmer overens. Den lille forskel. Overhovedet at komme i tanke om disse vage bevægelser i vores organisme gør, at noget kan spire og ikke bare behandles – vel at mærke, uden at vi fra starten har valgt, hvad den lille forskel skal sætte i brand.

Pauser og selvforglemmelse bon’er netop ikke ud på identiteten. Og det er okay. Vi er også hinandens virkelighed, når vi ikke taler.

Reklamer

Where Am I?

You are currently viewing the archives for marts, 2012 at APORIA.