Jeg afholder workshop om Deleuze

18. november 2011 § Skriv en kommentar

– skabelse, sansning, vagabonder og livsfryd i samtalepraksis

1 dags workshop 7. juni 2012

På workshoppen introduceres enkelte af Deleuzes begreber og vi ser overordnet på, hvordan disse begreber forbinder sig med poststrukturalisme eller begivenhedsfilosofi. Der inddrages skønlitteratur, sansernes tilstedevær, det fysiske rum mm. – alt sammen for at det, som vi går i gang med at tænke, kan indfinde sig og udfolde sig på mere end een måde. I løbet af dagen arbejder vi nemlig med, hvordan vi kan lade os inspirere af Deleuzes tænkning i vores samtalepraksis. Hvor og hvordan kan vi skabe forbindelser mellem identitet, omdømme, drømme og intentioner og så det nye og andet? Hvordan erfare livet med fryd netop i de perioder eller sammenhænge, hvor vi føler os som vagabonder i vores eget liv?

Forandring handler ikke kun om at se fremad, dvs. at ønske at gøre noget andet end det man plejer og derfor prøve sig frem i sproget, i ens handlinger og i ens relationer. Forandring opstår også ved at vi bliver overrasket over os selv. Over alt det, der foregår imellem væren og intet. Alt det liv, der foregår imellem det vi kender og det vi ikke kender, endnu. At befinde sig som menneske et sted i livet, hvor noget ved os selv eller ved andre ryster os, er ikke bare at være “i tvivl” om noget. Det er ikke bare ingenting, dvs. som i “ikke at vide”. Som filosof insisterede Deleuze på, at der netop også er liv og eksistens i de mærkværdige tilstande og sansninger, som opstår, når vores tanker og livsformer støder sammen med noget, der er helt anderledes og som bryder med det vi kender (det konforme). Som tvinger os ud i ubeboede territorier.

Som “proces filosof” var Deleuze hele tiden i gang med at fostre betingelser for Creation, dvs. kreative produktioner af nye tanker, ord og ideer om, hvordan man også kunne leve. Han var optaget af evnen til at berøre og til at blive berørt. Og ikke nok med det. Deleuze skrev om livet på måder, der udfordrer de spørgsmål, vi normalt stiller hinanden, såsom; Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Deleuzes tænkning skaber nemlig andre spørgsmål i retning af; Hvad vil det sige, at være et menneske, der ikke genkendes af andre og som ikke kan genkende sig selv? Hvad vil det sige, at noget sker og skabes, uden at være tilsigtet eller intenderet? Med andre ord; hvor blev subjektet af og hvordan beskæftiger Deleuze sig medhuman beings, humane væsner?

Underviser: Cand. psych. Louise Windfeld Holt
Sted: København
Dato: 7 Juni 2012
Tid: kl 9.00-16.00
Deltagere min. 12/ max 24
Pris: kr. 1250 + moms (incl forplejning) 

Tilmeldingsfrist senest den 1 Maj 2012
via annesaxtorph.dk
Tilmelding her/og send EAN nr til annesaxtorph@gmail.com
Reklamer

Where Am I?

You are currently viewing the archives for november, 2011 at APORIA.