findes der noget, der ikke er?

17. oktober 2011 § Skriv en kommentar

(hvorfor forklarer jeg ikke min datter at)

det er

tanken der er

der når man skriver den

til nogen

når man elsker nogen og ikke er

bange

for nogen

der klæder tanken ud

i løgn

 

Reklamer

Hjemsøgt…

4. oktober 2011 § Skriv en kommentar

… af længslen efter Gud. Som er død. Af længslen efter mening, efter subjektet. Som er dødt – eller snarere svækket.

Jeg surfer i Oleg Koefoeds afhandling “Fiktionsbegivenheder – en poïetisk filosofi”. Han stiller flere spørgsmål om, hvordan skabelse foregår, af kunstnerisk eller filosofisk art, når nu Subjektet for længst er erklæret; færdigt, slut kaput, og, siger jeg selv, på sin vis figurerer anakronistisk som en hån mod længslen efter frihed (fra konformitet). Hvem skaber? Hvordan kan skaben komme igang? Hvordan ‘begynder’ den/det – når nu “den handlende kraft er trukket ud af det og det autonome subjekt er væk”? Spørger altså Oleg K.

Og det er jo decideret skræmmende – at blive hjemsøgt. Så hvad gør man? Man finder sin rastløse metafysiske splittelse frem og så længes man efter bedøvelse… Man køber mere tøj, der ikke kan være i klædeskabet(ene)? Man føler sig tæt på sine medmennesker og giver en tyver til to, man ikke kender fra Røde Kors? Eller: man smider sig foran fjernsynet? Koefoed skriver på side 89 om den behagelige “(…) følelse af at blive opslugt af billederne, navnene, myternes hedonistiske eller bedøvende styrke. “Refleksioner” er der nok af – men kun som spejlinger af den frit svævende krop og den lige så frit svævende bevidsthed. Vi lever videre i et “jeg lever”, holdt oppe af små glimt af æstetiserede lakuner af liv, hvad enten vi søger at skabe dem i vores egne hjem eller nøjes med at halse efter dem i de utallige mediebårne fantasmagoriske universer.”

Det er den stille hjemsøgelse. Den, der hjemsøges, er den, der hele tiden ser sig selv fortælle om noget og ser den andens blik. Den, der hjemsøges, er den, der længes efter at fortælle og glemme the gaze of the Other. Dvs., as if du ikke var der – og så igen må der jo spørges, som Deleuze i Mille Plateaux; “Hvad er et skrig, uafhængigt af den population det kalder på eller fører som vidne?”. Hvad vil det sige at glemme sig selv i selskab med andre? At skrive sin historie i selskab med andre, den kender vi godt. Men at glemme sig selv? I betydningen selvforglemmelse, og altså ikke i martyriets eller konformitetens selvforsagelse.

Vi kan godt huske os selv, som een der gør sådan eller sådan, vi kan processe os frem og præsentere os selv; et præsentabelt Jeg, et belejligt Vi, en opbyggelig fremtid. Det betyder ikke, at vi ikke hjemsøges – af os selv (eller manglen på oplevelsen af samme) eller af selve livet. Koefoed beskriver det simpelthen godt, længslen lige ved siden af hjemsøgelsen, igen side 89; “En dag kan vi blive som den, der lever. En dag vil vi modtage livet. Men samtidig lever vi videre i en længende skygge af det menneskelige, hvor subjektets enhed er opdelt, men ikke mangfoldigt, splittet mellem en utilstrækkelig nutid og et billede af en glorværdig fremtid.”

Og så er vejen ellers banet for at lade tekster af Deleuze og Derrida komme til, når nu subjektet som (splittet) enhed, som the One Person, er en død sild. Deleuzes begreb ‘mangfoldighed’ – stritter i alle retninger ved en fragmenteret, sammensat og flertydig subjektivitet, der ikke er splittet (for en dag at samles), men som gøder jorden for al stabiliseret identitet. Og så endelig, som Deleuze ægger os til; at blive værdig til begivenheden, altså, at ville det (uskelnelige og vilkårlige), der er hændt een, så meget, at man fravrister det dets ‘formålsløshed’. Hvor Deleuze her kan gribe ind i Koefoeds tekst via mangfoldighed og the will to power (?), så kan Derrida kaste sit begreb om absolut ansvarlighed afsted. For der mangler jo et Du i paragraffen ovenfor. Et Du, jeg kan forholde mig loyalt over for, et du, en Gud, en Min Elskede, en ‘Det i mig selv, jeg ikke forstår’. Et du, som ifølge den norske forfatter Karl Ove Knausgård forpligter Jeg’et, og altså et du, som ikke eksisterede for Anders Breivik d. 22. juli i år. Et du, som for Derrida er denne singulære, radikale Anden i sit konkrete liv eller manifestation, jeg kan forpligte mig over for – ikke i form af valg (rundet af konformitet, kendte scenarier og kalkulerbar moral), men absolut ansvarlig forpligtelse i kraft af beslutninger (der ikke nyder genkendelse i det almene, i diskurser, i lovens retfærdighed).

Der må da findes et mere vedkommende begreb for det her end…agens?!!?!…

Kick-ass Deleuze & Guattari introduction

3. oktober 2011 § Skriv en kommentar

En okay intro til Deleuze & Guattari… om rhizom, begærsmaskiner og “Legeme-uden-Organer”…Velbekomme

Kick-ass Deleuze & Guattari introduction!!! « Tusen pekpinnar.

Where Am I?

You are currently viewing the archives for oktober, 2011 at APORIA.