…eller også får man sig en hund.

13. september 2011 § Skriv en kommentar

Vi sad dér på trappen. Mig og hunden i mit barndomshjem. Man kunne sidde der, i entreen, skulder mod skulder, og ikke lave en fløjt. Lettest var det at sidde der, når nogen skulle ordne noget, bære varer ind eller bare sige farvel (” voksensnak…voksensnak…tak for kaffe”).

Det var en hvid og sort hund. Egentlig en temmelig asocial og sky hund, der altid formåede at stille sig en armslængde (plus det løse) væk fra mennesker, så den ikke kunne udsættes for klap, strøg osv…med andre ord fysiske kærtegn. Men dér på trappen, der gik det an. Et eller andet gik an.

Dyb salighed. Samhørighed? Næppe, men helt bestemt en erfaring af det uudgrundeligt dejlige ved at være i selskab med et andet levende væsen, hvor intet i situationen kalder på et defineret formål, hævdelse af identitet eller eksplicit deltagelse. Og hvor situationen vist heller ikke har noget særligt at gøre med omsorg, gensidighed eller empati – blikket for den anden som Anden

Filosoffen Gilles Deleuze fabulerede derudaf om tilblivelse, og ifølge ham handler dét med mig og hunden om becoming animal. Becoming dog. Becoming gaze. I terapeutisk regi bliver ordet Tilblivelse brugt i forbindelse med processer, der handler om menneskers dannelse. Skridtene hen mod og skridtene væk fra deres drømme, preferencer og forestillinger – hvem jeg gerne vil blive og hvordan jeg gerne vil leve. Becoming dog handler om noget andet.

Man kan længes efter et væsen. Den anden som væsen. Vennen. Barnet. Partneren. Bedstemoderen som væsen. Ikke længes efter denne andens karakteristika, ikke alt det ved den anden, jeg kan sætte en finger på, beskrive og definere. Men simpelthen – alt  i alt – den anden som væsen.

Derrida skelner mellem the Who (den enestående) og the What (kvaliteterne, egenskaberne, vanerne, udseendet). Og får sagt, at hjertet blafrer mellem disse to. Skuffelsen, lige om hjørnet. The falling out of Love, lige om hjørnet. (Tjek youtube-klippet med ham, jeg har postet). The Who er uerstatteligt, det er det ene-stående og i tråd med Deleuze måske også; det anonyme, det asubjekte…

Man finder sig en familie, en kæreste, en sjæleven…eller også får man sig en hund. Topper får sig et næsehorn og styrter her gennem gulvet ned til den uimodståelige Frøken Flora. Kodeordene her er Tavshed & Kaffe. Og sidenhen Brandmænd & Kaffe. Se hvordan det helt helt fortryllende begynder at opstå ca. 2 minutter inde i klippet:

Reklamer

Tagged: , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

What’s this?

You are currently reading …eller også får man sig en hund. at APORIA.

meta