NN

22. september 2011 § Skriv en kommentar

anders flyver

gennem byen

hysser på sig selv

gennem strædet

over sten                                             (brosten)

det går stærkt

anders flyver

sådan er det

og anders siger

man godt kan øve sig

lidt

uden hjelm

i dag

i dagens lys

er denne dag en øvelse

han siger

han så en film

en mand satte sig ved siden af en anden mand

og redte mandens hår

anders hysser

                                man er glad for det man har

anders har en kone

han siger

han aldrig har redt hendes hår

 

Reklamer

…eller også får man sig en hund.

13. september 2011 § Skriv en kommentar

Vi sad dér på trappen. Mig og hunden i mit barndomshjem. Man kunne sidde der, i entreen, skulder mod skulder, og ikke lave en fløjt. Lettest var det at sidde der, når nogen skulle ordne noget, bære varer ind eller bare sige farvel (” voksensnak…voksensnak…tak for kaffe”).

Det var en hvid og sort hund. Egentlig en temmelig asocial og sky hund, der altid formåede at stille sig en armslængde (plus det løse) væk fra mennesker, så den ikke kunne udsættes for klap, strøg osv…med andre ord fysiske kærtegn. Men dér på trappen, der gik det an. Et eller andet gik an.

Dyb salighed. Samhørighed? Næppe, men helt bestemt en erfaring af det uudgrundeligt dejlige ved at være i selskab med et andet levende væsen, hvor intet i situationen kalder på et defineret formål, hævdelse af identitet eller eksplicit deltagelse. Og hvor situationen vist heller ikke har noget særligt at gøre med omsorg, gensidighed eller empati – blikket for den anden som Anden

Filosoffen Gilles Deleuze fabulerede derudaf om tilblivelse, og ifølge ham handler dét med mig og hunden om becoming animal. Becoming dog. Becoming gaze. I terapeutisk regi bliver ordet Tilblivelse brugt i forbindelse med processer, der handler om menneskers dannelse. Skridtene hen mod og skridtene væk fra deres drømme, preferencer og forestillinger – hvem jeg gerne vil blive og hvordan jeg gerne vil leve. Becoming dog handler om noget andet.

Man kan længes efter et væsen. Den anden som væsen. Vennen. Barnet. Partneren. Bedstemoderen som væsen. Ikke længes efter denne andens karakteristika, ikke alt det ved den anden, jeg kan sætte en finger på, beskrive og definere. Men simpelthen – alt  i alt – den anden som væsen.

Derrida skelner mellem the Who (den enestående) og the What (kvaliteterne, egenskaberne, vanerne, udseendet). Og får sagt, at hjertet blafrer mellem disse to. Skuffelsen, lige om hjørnet. The falling out of Love, lige om hjørnet. (Tjek youtube-klippet med ham, jeg har postet). The Who er uerstatteligt, det er det ene-stående og i tråd med Deleuze måske også; det anonyme, det asubjekte…

Man finder sig en familie, en kæreste, en sjæleven…eller også får man sig en hund. Topper får sig et næsehorn og styrter her gennem gulvet ned til den uimodståelige Frøken Flora. Kodeordene her er Tavshed & Kaffe. Og sidenhen Brandmænd & Kaffe. Se hvordan det helt helt fortryllende begynder at opstå ca. 2 minutter inde i klippet:

NN

7. september 2011 § Skriv en kommentar

rød retro plastik sprød våd hvalpefed / cocktailkirsebær / et glas, en pind, et bær, i munden, to der kysser i tv

Jacques Derrida on Love and Being

7. september 2011 § Skriv en kommentar

“Spørg mig ikke om det…”

5 min. klip fra dokumentaren “Derrida” af Kirby Dick, 2002

NN

7. september 2011 § Skriv en kommentar

When she scratches her elbow, he goes totally nuts, about to explode, the unforgivable is hard to convey

NN

7. september 2011 § Skriv en kommentar

Tag min kaffe. Min hovedpude. Stik mig en glemsel dér.

NN

7. september 2011 § Skriv en kommentar

Da toget ankommer er han blevet helt og aldeles glad, et eller andet sted, fra en eller anden åbning i vognen vil kvinden træde ned, ændre hans liv, vinke med sin hat, så naturlig, så FlorenceNighty like, så helt og aldeles

“You’re late”

Where Am I?

You are currently viewing the archives for september, 2011 at APORIA.